Vidne så mænd læsse fladskærms tv i varebil

Opmærksomt vidne snuppede registreringsnummeret, da to mænd læssede mistænkelige varer på varevogn

Af
Grethe Bo Madsen

Det bliver nok mere end almindelig svært for to unge herrer fra Aalborg og Svenstrup at finde en god forklaring på, hvorfor de stod sent mandag aften og læssede fladskærms tv ind bag i en privat varevogn.
Et vidne i Århus C fandt deres adfærd så mistænkelig at vedkommende kontaktede politiet.
"Vidnet ringede kl. 22.55 til os og fortalte, at de to mænd var i færd med at læsse en varevogn med tv-apparater, og ville høre, om det da ikke var noget for os at de nærmere på det," forklarer politikommissær Mogens Brøndum, der af hensyn til vidnets anonymitet, ikke vil oplyse, præcis hvor i Århus, de to mænd var observeret.
Vidnet havde taget bilen registreringsnummer, og den blev derfor straks efterlyst via radiotjenesten til politipatruljerne i området, oplyser Mogens Brøndum.
Kort efter, kl. 23.10, blev varevognen stoppet på Gustav Wiedsvej i Århus C og de to unge mænd på 21 og 23 år blev anholdt. I varevognen blev der fundet 9 nye fladskærms tv, syv af mærket LG og 2 af mærket Prosonic, i originalindpakning.
"Det er en utrolig glædelig tendens, at borgere har øjnene med sig og retter henvendelse til politiet, når de observerer noget mistænkeligt," siger Mogens Brøndum.

Publiceret 09 November 2010 12:00