Frigivelsen af juleøllen fik folk til at slå på tæven

Østjyllands Politi melder om 13 voldssager fra restaurationsmiljøet

Af
Af Hanne Vammen

Frigivelsen af juleøllen har ført til et travlt døgn for Østjyllands Politi. Siden fredag aften er der blevet anmeldt 13 voldssager fra restaurationsmiljøet.
Blandt andet blev en 18-årig mand kl. 00.30 på Park Allé i Århus tilsyneladende umotiveret tildelt et knytnæveslag i ansigtet af en 26-årig mand, som kort efter blev anholdt i en nærliggende kiosk, da han igen forsøgte at indlade sig i slagsmål.
Kl. 01.25 på Park Allé blev en 22-årig mand udsat for vold, hvorved han pådrog sig skader over venstre øjenbryn. Der foreligger ikke noget brugbart signalement af gerningsmanden/mændene, som undløb i retning mod Rådhusparken.
Kl. 02.50 var den gal i Klostergade. Her blev en 20-årig mand tildelt en skalle af en 18-årig mand, som efterfølgende blev tilbageholdt af en vagt og siden anholdt af en patrulje.
Kl. 3.20 på Store Torv blev en 27-årig mand tildelt et knytnæveslag af en 29-årig mand, som efterfølgende blev tilbageholdt af en vagt og derefter anholdt af en patrulje.
Kl. 4.10 i Skolegade blev en 26-årig kvinde tildelt et slag af en 20-årig kvinde. Sidstnævnte blev anholdt af en tilsendt patrulje.

null

Publiceret 06 November 2010 11:45