Søren Højlund Carlsen ny leder af Mediehus Århus

Mediehuset og de lokale medieoplevelser skal gøres meget mere synlige, mener den nye leder, der overtager styrpinden 1. januar 2011

Af
Grethe Bo Madsen

Det bliver den 36-årige journalist Søren Højlund Carlsen, som fra nytår skal overtage chefstolen hos Mediehus Århus og dermed står med ansvaret for det overordnede program- og direktionsansvaret for aktiviteterne i den selvejende fond.
”I en tid, hvor mediebilledet er blevet meget fragmenteret med et utal af muligheder er der mere end nogensinde brug for et lokalt medie, der tager udgangspunkt i vores lokalsamfund. Derfor glæder jeg mig rigtig meget til at arbejde for Mediehus Århus, og dermed forhåbentlig være med til at styrke det lokale medietilbud,” siger Søren Højlund Carlsen, der blandt andet har ambitioner om at styrke mediehuset på internettet og gøre de lokale medieoplevelser mere synlige.
”Derudover håber jeg også på, at vi kan øge den politiske dækning af byen, for eksempel med direkte tv-transmissioner fra byrådsmøderne i Århus Kommune.”
Også Mediehus Århus ser frem til samarbejdet med den nye leder.
”Jeg er glad for, at vi nu får en kompetent og handlekraftig person i lederstolen. Her vil vi ikke kun få glæde af Sørens indgående kendskab til medier, men også af hans kommercielle erfaring og baggrund. Derudover banker der også et stort hjerte for Århus og for lokale medier hos Søren. Så vi går nu fortrøstningsfuld ind i en ny spændende periode for mediehuset, siger Torben Dreier, bestyrelsesformand for Mediehus Århus.
Søren Højlund Carlsen tager over efter Erik Meistrup, der har været leder af Mediehus Århus siden 2006. Erik Meistrup fortsætter dog som menig programmedarbejder i huset frem til og med november 2011.
Den nye leder er 36 år og uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole. I øjeblikket arbejder han som freelanceskribent og presserådgiver, og er blandt andet i gang med at skrive en bog om Århus, der udkommer til foråret. Han har tidligere arbejdet som kommunikationsrådgiver på et kommunikationsbureau i Århus og beskæftiget sig med både tv og radio - blandt andet på Nordjyske Medier og Radio2.

Mediehus Århus

Mediehus Århus er en selvejende fond med driftstilskud fra Århus Kommune. Fondens formål er at drive medievirksomhed til gavn for borgerne i Århus og at inddrage borgerne i arbejdet med medierne med fokus på public acces og public service. Flere medievirksomheder er samlet under samme tag på husets adresse i Jægergårdsgade. Mediehus Århus' programmer kan blandt andet ses på den nye digitale Kanal Østjylland og på TV Århus via Århus Antenne Forening.

Publiceret 02 November 2010 13:00