Søren Holmris (tv) og Jens-Ulrik Carstensen leder og ejer Proshop Europe.

Søren Holmris (tv) og Jens-Ulrik Carstensen leder og ejer Proshop Europe.

Lasertryk og Proshop Europe med i finale

De århusianske virksomheder Lasertryk og Proshop Europe er med i finalen om at blive Årets Ejerledere i Midtjylland

Der er en god chance for, at det bliver en århusiansk virksomhed og dens ejere, som kan kalde sig Årets Ejerledere i Region Midtjylland 2010.
To ud af de tre finalister er Århus-virksomhederne Lasertryk A/S og Proshop Europe A/S, der er nomineret sammen med Golfbox A/S fra Silkeborg.
Begrundelsen for de århusianske virksomheders nominering er:
Lasertryk A/S er en trykkerivirksomhed, som er ejet og drevet af Anders Grønborg og Esben Mols Kabell. Lasertryk A/S er meget innovativ i deres produktudvikling, hvilket giver gode muligheder for fremtidig vækst. Desuden har Lasertryk også et internationalt potentiale, som gør trykkerivirksomheden til en spændende organisation at følge i fremtiden.
Proshop Europe A/S er ejet og ledet af Jens-Ulrik Carstensen og Søren Holmris. Proshop Europe A/S sælger og udlejer digitale skilte og skærme til koncerter sportsbegivenheder etc. Proshop Europe A/S har i dag 80 ansatte og forventer at ansætte endnu flere medarbejdere i fremtiden. De er med i kapløbet om at blive Årets Ejerleder på grund af deres stabile position på deres område. Derudover har de - ligesom Lasertryk A/S - også mulighed for at få et internationalt gennembrud.
Begge de århusianske virksomheder holder fysisk til i det nordlige Århus. Lasertryk har adresse på P.O. Pedersens Vej i Århus N, mens Proshop Europe har adresse i Lisbjerg.
Kåringen af den regionale vinder foregår tirsdag 2. november hos PricewaterhouseCoopers i Nobelparken i Århus. Vinderen går videre til landsfinalen 8. november.

Anders Grønborg (tv) og Esben Mols Kabell leder og ejer Lasertryk.

Anders Grønborg (tv) og Esben Mols Kabell leder og ejer Lasertryk.

Om Årets Ejerledere

Årets Ejerleder er en person, som ejer og driver en dansk virksomhed med minimum 10 ansatte. Formålet med kåringerne er at fremhæve nogle af de veldrevne danske virksomheder, der drives af ejeren. Parterne bag Årets Ejerledere 2010 er foreningen for virksomhedsejere, der samtidig leder deres virksomhed, Ejerlederne, samt PricewaterhouseCoopers og ErhvervsBladet.

Publiceret 02 November 2010 09:00