”Mange tror, genbrugsbutikker er kedelige og drives af ældre damer, men vi er da en god håndfuld sprællevende mænd her.” Lars Christensen (tv) sammen med et udpluk af de øvrige frivillige

”Mange tror, genbrugsbutikker er kedelige og drives af ældre damer, men vi er da en god håndfuld sprællevende mænd her.” Lars Christensen (tv) sammen med et udpluk af de øvrige frivillige

”Du får så meget igen”

Lars Christensen var selv fuld af fordomme om genbrugsbutikker, men en tilfældighed gjorde ham til frivillig i en af slagsen, og nu kan han ikke undvære fællesskabet

Af
Grethe Bo Madsen

”Genbrugsbutkker, det er sådan nogle grå og kedelige steder, der drives af gamle damer. Sådan nogle fordomme er der masser af, og sådan tænkte jeg også selv før i tiden, men jeg er da et eksempel på, at det ikke kun er gamle damer, der arbejder her.”
Selvom Lars Christensen kommer fra midtbyen, har han det seneste år været en særdeles aktiv herre blandt de frivillige i Kirkens Korshærs Genbrugscenter på Jens Baggesens Vej i Århus Nord, der åbnede 1. november sidste år.
”Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg nu skulle til at drive en genbrugsbutik. Jeg stillede op i august sidste år for at give en hånd med, da stedet her skulle shines op inden åbningen. Der var brug for en, der kunne hjælpe med at male og sætte i stand og ordne en masse praktiske ting. Og så var jeg ellers hooked,” griner han.
For det var slet ikke med i hans planer, at han skulle fortsætte som frivillig, når genbrugscenteret var åbnet. Til hans overraskelse opdagede han nemlig, at arbejdet også opfyldte et behov hos ham selv for at have noget meningsfuldt at tage sig til som pensionist.
”Det var rigtig sjovt at være med til at starte sådan en butik op, og samtidig er det jo også et stykke socialt arbejde. Hele overskuddet går til Kirkens Korshærs arbejde for samfundets allermest udsatte. De hjemløse, narkomanerne og de psykisk syge. Samtidig fandt jeg ud af, hvor meget det egentlig giver mig igen. Det kollegiale samvær og fællesskabet med de andre frivillige. Det giver mig noget på nogle andre leder, end jeg var vant til. Det er spændende at arbejde med folk med en helt anden baggrund, og så møder man jo en fantastisk masse spændende mennesker,” forklarer Lars.
”Man kan godt blive bidt af at møde så mange forskellige mennesker. Er du selv et åbent og imødekommende menneske, så åbner folk sig også op for dig.”
Og trods de tidligere fordomme, er Lars i dag bidt af genbrugstanken.
”Jeg er faldet pladask for genbrug. Der går sport i at finde det bedste og få det præsenteret så flot som muligt. Fuldstændig som i en hvilken som helst anden butik,” forklarer han, mens han viser rundt mellem tøj til damer, herrer og børn, legetøj og babysager, malerier og møbler, tekstiler og isenkram, elektroniske vidundere, uundværlige dimsedutter og andre gode sager.
”Vi er en butik med det hele, lige som vores nabo,” siger han med et finurligt smil og peger over mod Storcenter Nord.
”Genbrugsbutikker er jo ikke anderledes end andre butikker: finder folk det, de er kommet efter, ja så skal de nok kommer igen.

Publiceret 01 November 2010 06:00