Arkivfoto

Arkivfoto

Beboere evakueret efter brand i møntvaskeri

Kraftig røg i opgangen og flere lejligheder efter brand i møntvaskeri i stueetagen

Beboerne i en ejendom på Hans Broges Gade 12 i Århus C blev onsdag eftermiddag evakueret efter en brand i møntvaskeriet i stueetagen.
Branden brød ud omkring kl. 14.40, og beboerne var godt i gang med at evakuere sig selv, da politi, ambulancer og brandvæsen i stor stil ankom kort efter anmeldelsen.
"Beboerne var hurtigt oppe på dupperne, og vi fik hurtigt overblik over situationen. Vi måtte dog sprænge dørene ind til et par lejligheder for at være sikker på, at der ikke var nogle derinde," siger politikommissær Mogens Brøndum, Østjyllands Politi.
Ilden blev begrænset til møntvaskeriet i stueetagen, men der var kraftig røg i opgangen og flere lejligheder.
En time efter anmeldelsen forlod Århus Brandvæsen stedet, som nu skal undersøges nærmere for at finde årsagen til branden.

Publiceret 28 October 2010 15:00