26-årig mand skamferede sin mors ansigt med kniv

Ung mand er blevet dømt til psykiatrisk behandling på ubestemt tid for knivoverfald på sin mor

En 26-årig mand har fået sin dom for et brutalt overfald på sin mor for otte måneder siden.
Sønnen opsøgte sin 65-årige mor i hendes hjem i Åbyhøj, men da hun åbnede, gik han til angreb med en brødkniv og skrællekniv og stak hende i ansigtet, på hals og armene. Moderen fik det øverste af sit venstre øre skåret af og har fået varige mén af overfaldet, skriver JP Århus.
Sønnen blev kort efter anholdt og varetægtsfængslet, og i går fik han så sin dom ved Retten i Århus, hvor han var tiltalt for vold af særlig grov karakter og ulovlig våbenbesiddelse.
Dommen lyder på behandling på psykiatrisk hospital på ubestemt tid. Den 26-årige har gennem længere tid fået medicinsk behandling mod skizofreni.

Publiceret 28 October 2010 16:02