Jacob Staals plade

Jacob Staals plade "Det betyder alt i verden" udkommer 5. november.

Når jeg synger er livet unikt

36-årige Jacob Staal fra Skanderborg er trods stærkt nedsat syn klar med debutalbum

Af
Susanne Secher

Han har livsmod og kraft, men er en blød mand. Man mærker med det samme en stærk empati og følsomhed hos den viljestærke musiker, Jacob Staal. Han er en smuk mand med det mørke hår, det naturlige smil og de blå øjne, som ikke helt fokuserer. Han har kun 10 procent af sit syn, og det tapper på kræfterne i hverdagen, men han har kæmpet hårdt for en livslang drøm, som nu er gået i opfyldelse.
"Som barn følte jeg mig tit alene. Mit handicap gjorde, at jeg følte mig anderledes. Musikken var en verden, jeg kunne gå ind i. En verden, hvor jeg havde det godt, og hvor jeg stadig føler mig hjemme. Musik betyder alt for mig," fortæller Jacob, som blandt andet har fået hjælp af Søren Bundgaard til sin plade, som hedder "Det betyder alt i verden."

Jeg vil gå hele vejen

Jacobs handicap er medført, og det gør ham hurtigt træt. Men synge har han altid kunnet. Siden Jacob kunne tale, har han også sunget. Da han var tre år gammel, var han allerede i fuld gang med de danske Grand Prix-sange, og særligt popmusik gør ham lykkelig.

"Det var svært ikke at være som de andre i skolen (Niels Ebbesens Skolen i Skanderborg), men jeg havde heldigvis gode lærere og sunde voksne omkring mig. Og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg var god til at synge. Det gav mig et socialt modspil til de andre børn. Når jeg synger, er livet unikt, og jeg kan ikke tænke på andet. Jeg vil gerne skabe billeder, røre noget i andre, give lidt dessert. Det er dét, der gør mig lykkelig, så jeg vil gå hele vejen," fortæller Jacob.

Kærlighed til livet

Jacob har boet i København siden 1996, men nu er han tilbage i Skanderborg. Lige nu bor han sammen med sin brors familie tæt ved Stilling, og han håber, at hans nye plade kan give ham nogle jobs i Jylland i forbindelse med udgivelsen af hans nye plade. Og selvom han ikke kan arbejde lige så meget som andre, så er han alligevel nået til vejs ende i projektet.

"Jeg håber at komme frem med min musik. Pladen er blød, varm pop. Musikken handler om kærlighed. Kærlighed til livet, kærlighed mellem mennesker, forelskelse. Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne med mit handicap, og jeg er stolt af at være nået hertil," smiler Jacob.
Du kan læse mere om Jacob på www.jacobstaal.dk ., hvor du blandt andet kan læse, at han har sat sig selv til salg på folkeaktier.

Publiceret 19 October 2010 10:00