En velfortjent ferie

Af
Af Sofie Mathisen

Efter en rigtig stresset og travl uge, kunne vi se frem til en uges ferie.
Som der blev fortalt i den seneste blog, skulle vi alle sammen til vores første eksamen i naturvidenskab. Der var rigtig mange nerver på fra min side, men det viste sig at være stille og roligt, og det var slet ikke så slemt, som jeg havde regnet med.
Dagen efter skulle vi både have en matematikprøve og en læseprøve. Vi åndende alle lettede op, da vi torsdag eftermiddag, efter en rigtig underholdende samfundsfagstime med lidt rollespil, endelig fik efterårsferie.
Min start på Viby Gymnasium har bare været fantastisk. Jeg må indrømme, at jeg var rigtig nervøs over at skulle starte et helt nyt sted med helt nye mennesker. Jeg blev, og er stadig positiv overrasket over, hvor "nemt" det var at komme ind i en helt ny klasse og føle sig tilpas og velkommen.
Selvfølgelig var de fleste, inklusiv mig selv, lidt generte i starten, men efter de to første uger og en rigtig hyggelig introtur var stemningen meget mere afslappet og lærerne blev så småt nødt til at tysse på os i timerne.
Klassen er fyldt med søde og rare mennesker, og jeg har fundet nogle enormt søde piger, som jeg tilbringer meget tid med både i skolen, men også efter skoletid. Vi har allerede lavet en del hyggelige og sjove ting sammen.
Med det faglige følger også en masse sociale begivenheder på gymnasiet. F.eks. var hele klassen hjemme hos mig før maskeballet. Det gik rigtig godt, og alle hyggede sig med kortspil, dans og ikke mindst snak. Desværre fløj tiden bare af sted, og vi blev nødt til at tage bussen til gymnasiet, da vi havde det allersjovest.
Sold og fredagscafé er super hyggeligt, og det er en rigtig god måde at få elever til at snakke sammen på tværs af klasserne.
I det private har jeg fået mig et job. Jeg har længe gerne ville have et fritidsjob, og gymnasiet har givet mig et lille skub til at komme i gang. Jeg ansøgte i Kvickly bageren i Tranbjerg, da det ligger tæt på, hvor jeg bor, og så kender jeg rigtig mange, der arbejder der. Jeg har åbenbart søgt i det rette øjeblik, for der gik kun to dage, efter jeg havde afleveret min ansøgning, til jeg blev inviteret til en uforpligtende samtale. Det gik super godt, selvom det var min første rigtige jobsamtale, og da jeg blev ringet op onsdag eftermiddag og fik at vide, at jeg var ansat, blev jeg helt vildt glad.
Jeg skal starte tirsdag efter efterårsferien, og da to piger fra klassen allerede arbejder i Kvickly bageren, er jeg ret overbevist om at det nok skal blive rigtig godt at komme i gang.
Jeg tror, det var alt, jeg havde på hjertet i denne omgang. Jeg vil gerne benytte muligheden for at ønske min dejlige klasse, 1.a en fortsat god og velfortjent efterårsferie.
Mange knus Sofie

null

Publiceret 19 October 2010 16:00