Sådan ser man ud, når man lige har fået 12 til sin første eksamen på Viby Gymnasium.

Sådan ser man ud, når man lige har fået 12 til sin første eksamen på Viby Gymnasium.

1.a til eksamen:

Ahhh jeg fik 12

Maria Pelle Hansen fik topkarakter, da hun var til sin første eksamen

Med åben mund, et lille skrig og et kæmpe stort smil lukkede 1.a's Maria Pelle Hansen onsdag formiddag døren bag sig i lokale 204.
Hun havde netop overlevet sin første eksamen på Viby Gymnasium i naturvidenskab. Og hun overlevede det med flotteste præstation ved at få et 12-tal.
Forinden havde hun været i eksamensmøllen hos fysiklæreren i små tyve minutter, inden hun kunne glæde sig over, at det gik godt.

Maria slår ventetiden ihjel med nogle af klassekammeraterne, inden klokken viser 10.30, og den står på eksamen i naturvidenskab

Maria slår ventetiden ihjel med nogle af klassekammeraterne, inden klokken viser 10.30, og den står på eksamen i naturvidenskab

Ikke de store nerver

Inden klokken blev 10.30, sad hun i forhallen og småsludrede med Anja og Christina, og ventetiden blev blandt andet fordrevet med at spise kanelsnegle. En del af pigernes koncept - der skal eksamenskage på bordet, for at gøre dagen god.
Om det var kagen, der hjalp nerverne i ro vides ikke, men i hvert fald var Maria ikke særlig nervøs, inden hun skulle eksamineres.
"Jeg har været et nervevrag i folkeskolen, men blev jo nærmest vant til at gå til eksamen til sidst," fortalte Maria.
Og det virkede som om, at hun havde helt styr på både rapporten, hun skulle forsvare, og nerverne, for i hvert fald var glæden lige så stor som hendes udbrud, da hun havde fået 12.
"Jeg er lettet og stadig høj på adrenalin. Og selv om karakteren ikke tæller med i mit samlede gennemsnit, men kun står på karakterbladet, så er stilen lagt nu," storsmilede Maria, der også er vant til topkarakter fra folkeskolen til de mundtlige eksamener.

Maria Pelle Hansen venter spændt på at komme ind og få sin karakter i naturvidenskab.

Maria Pelle Hansen venter spændt på at komme ind og få sin karakter i naturvidenskab.

Publiceret 14 October 2010 15:00