Tid til første eksamen

Af
Af Anja Them Simonsen

Så er der gået endnu en uge, så nu er det vist tid til en ny blog.
I onsdags var der forældreaften på skolen. Så havde forældrene en mulighed for at se, hvor deres børn går i skole, og hvilke lærer de har. De 1.g'ere, som har valgt musik som deres kunstneriske fag, skulle synge for alle forældrene og de andre 1.g'ere. De skulle synge en lidt jazzede udgave af "sensommer visen". Det lød rigtigt godt, og de fik et stort bifald, da de var færdige.
Da rektor havde holdt tale og fortalt om nogle af de forbedringer, der er i gang og skal i gang på skolen, skulle den enkelte klasse samles. Vi skulle være i computer-rummet. Vores klasselærer Christina fortalte kort om hendes fag, og det samme gjorde nogle af de andre lærere. Så kunne vores forældre lige høre fra lærerne, hvad det egentlig er vi går og laver. Selvfølgelig skulle forældre også høre om vores introtur.
Matilde og Janice fortalte om turen, imens der kørte billeder i baggrunden. Der blev grinet, og vi hyggede os alle sammen. Inden vi skulle hjemad, skulle der lige en lille quiz til, for at se hvad forældrene vidste. Et af spørgsmålene var "Hvor længe varede 100 års krigen?".
Det blev en rigtig hyggelig aften med god underholdning og kaffe og kage.
Onsdag var også den dag, der kom en ny pige ind i klassen, nemlig Laura. Laura kommer fra HHX, og hun virker som en rigtig sød pige. Os der kom den onsdag morgen, tænkte lidt "hvem er hun?", vi havde nemlig ikke fået noget af vide om, at der skulle starte en ny pige i klassen, men det går jo nok, for hun virker som en sød pige.
Så er det i dag, onsdag det går løs. Jer som ikke ved det, tænker nok, at vi skal til fest eller noget, men os i 1.A, har den første eksamen i NV (naturvidenskab), og jeg tror ikke, at jeg lyver, hvis jeg siger, at vi nok alle sammen er lidt nervøse. Det er jo den første eksamen på gymnasiet, og karakteren kommer til at stå på vores eksamensbevis, som vi får, når vi går ud af 3.g. Men heldigvis kommer karakteren ikke til at tælle, når vi engang skal have vores gennemsnit fra gymnasietiden. Jeg tror, at vi alle nok skal klare os rigtig godt, men selvfølgelig er man spændt og også lidt nervøs, man skal jeg side helt alene og snakke med en lærer, som man ikke har kendt i særlig lang tid. Så var det lidt nemmere i folkeskolen, hvor man havde kendt en lærer i 100 år, og man vidste hvilke nogle tråde, man kunne trække i, hvis man ville have en god karakter.
Men ellers går det godt i klassen, der bliver snakket og grinet højt i hvert frikvarter og også nogle gange i timerne. Jeg kan kun sige, at jeg tror, det bliver 3 helt fantastiske og uforglemmelige år. Vi har nogle gode lærere, og i klassen er der 27 fantastiske personer.

null

Publiceret 13 October 2010 17:30