Bjarne Brøchner har sommeratelier på den overdækkede terrasse.

Bjarne Brøchner har sommeratelier på den overdækkede terrasse.

40 år med pensel og staffeli

Kunstneren Bjarne Brøchner kan fejre udstillingsjubilæum

Af
Af Hanne Vammen

Selv om det i årenes løb er blevet til så mange billeder, at 63-årige Bjarne Brøchner ikke har tal på dem, så husker han hvert eneste.

Lørdag 9. oktober markerer Åbyhøj-kunstneren, der i 15 år har været med i bestyrelsen for Aaby Sogns Kunstforening, med en jubilæumsudstilling, at det er 40 år siden, at han havde sin første separatudstilling. Det var i Galleri Huuset i Sct. Clemensstræde.

"Min interesse for maleriet startede, da min far døde, da jeg var 15 år. Da vi skulle rydde op efter ham, fandt jeg en kasse med malertuber. Jeg havde ikke vidst, at han malede. Selv havde jeg altid tegnet, så jeg tænkte, at jeg skulle prøve at pille lidt ved malertuberne, og siden har jeg haft maling på fingrene stort set hver dag", fortæller han, da han tager imod i villaen, hvor en overdækket terrasse udgør hans sommeratelier.

Om vinteren står han indenfor i havestuen.

Maler landskaber

I øjeblikket maler Bjarne Brøchner landskabsbilleder.
Han er oprindelig uddannet møbelhandler, og efter at have kørt hyrevogn og siden arbejdet som sælger hos køkkenfirmaerne Kvik. Modulia og JKE Design blev han for fire år siden fuldtidskunstner.

"Jeg startede med at male naturalisme men har også malet abstrakt, og i 1970'erne var jeg meget inspireret af børns tegninger, som det igen er blevet moderne. Men de senere år har det været landskabsinspirerede billeder, som jeg maler", beretter han.

Det begyndte med en rejse til Norge, og Bjarne Brøchner har siden besøgt Færøerne og Island, hvor han henter inspiration, ligesom han hvert år er på Læssø.
"Jeg maler aldrig efter fotografier. Men jeg påbegynder ofte nogle malerier, hvor jeg er, og så gør jeg dem færdige i ateliet", forklarer han.
Bjarne Brøchner maler både med olie og akryl. Om sommeren, hvor han opholder sig ude, er det olie, og når han rykker indenfor akryl.

Bjarne Brøchner laver også collager som denne, der er hans kommentar til udsendelsen af danske soldater.

Bjarne Brøchner laver også collager som denne, der er hans kommentar til udsendelsen af danske soldater.

Oplevelse gav mening

"Som maler er du tit i tvivl. Hvad skal du med de her malerier. Men for nogle år siden havde jeg en oplevelse, der gav mig meningen med, hvad man skal med et landskabsmaleri", fortæller han.
Gennem årene havde Bjarne Brøchner solgt billeder til foreningen "Kræfter til kræft", og på et tidspunkt blev han spurgt, om han ville donere nogle malerier til Hospice Søholm, der var ved at blive renoveret. Det ville han, og halvandet år senere, kom han forbi og ville lige se, hvordan de hang.

"Da jeg gik rundt, kom der en mand på min egen alder hen til mig og sagde: Jeg kan forstå, at du har malet malerierne, som hænger her. Må jeg sige tak. De er så gode at gå tur i", fortæller han.

Bjarne Brøchner udstiller 15 til 20 gange om året, gerne hos firmaer, men han har også lige haft en udstilling i Brabrand Sognegård. Mange kunder kommer igen. Bjarne Brøchner har stadig kontakt til nogle, som købte malerier i 1970. En enkelt har købt 50 billeder, de fleste til sig selv men også nogle til gaver.

"Det kan være en søn eller datter til en kunde skal giftes og så har ønsket sig et billede malet af mig. Det synes jeg er stort, at de vil have bileder af samme maler som deres forældre hængende, og et tegn på, at det jeg laver, holder", siger Bjarne Brøchner.

Ferniseringen på Bjarne Brøchners 40 års jubilæumsudstilling finder sted lørdag 9. oktober kl. 14-16 i Åby Sognegård.

Publiceret 01 October 2010 09:00