Fra Århus til Rom på en time

Eleverne fra Strandskolens cyklede fra Århus til Rom og halvvejs tilbage igen på en time

Af
Af Grethe Bo Madsen

Hvor langt kan 400 elever og 50 lærere og pædagoger nå, hvis de hopper i sadlen og tramper løs i en time?
Det eksperiment satte Strandskolen i Risskov sig for at føre ud i livet.
"Det blev til et slags cykelløb, men ikke et, hvor der køres om kap. I stedet var målet at samle kilometer sammen, så deltagerne tilsammen måske kunne indfri ideen om at tilbagelægge distancen fra Århus til Rom på 2000 kilometer på kun en time," siger Michael Varney, lærer på Strandskolen.
Det kom til at holde stik og mere til. Fra startskuddet lød kl. 10.15 og en time frem nåede eleverne at cykle 2.730km. Dertil kom 120 km. som blev tilbagelagt på motionscykel, og 190 km. fra børnehaveklasserne, som i stedet for at cykle tog turen til fods.
Alt i alt blev det til 3.040 km., svarende til turen til Rom og halvvejs tilbage igen.
"Ruten gik rundt om skolen, en strækning på 1,170 meter. Nogle af eleverne nåede at snuppe turen hele tage 21 gange i løbet af den time, der blev cyklet," forklarer Michael Varney.

Fik vejhuller repareret

For at ingen elever skulle komme til skade, havde et par snarrådige pædagoger taget en tur rundt på vejene omkring skolen og fotograferet hullerne i vejen forud for cykelløbet.
"De sendte billederne til kommunen og bad om at få hullerne repareret inden løbet, så vi ikke risikerede at børnene kørte i dem og kom til skade," fortæller Michael Varney.
Det resulterede i at Århus Kommunes vejvæsen rykkede ud og lappede hullerne inden cykelløbet.

Samtlige 400 elever og 50 lærere og pædagoger satte fødderne i pedalerne og trampede løs i en time

Samtlige 400 elever og 50 lærere og pædagoger satte fødderne i pedalerne og trampede løs i en time

Sådan! Efter en time havde Strandskolens elever tilbagelagt en strækning svarende til distancen Århus-Rom og halvvejs tilbage igen

Sådan! Efter en time havde Strandskolens elever tilbagelagt en strækning svarende til distancen Århus-Rom og halvvejs tilbage igen

Publiceret 20 September 2010 18:30