Medarbejder Josefine Nedergaard bag disken hos Karma Sushi, som netop har slået dørene op i hjertet af Århus.

Medarbejder Josefine Nedergaard bag disken hos Karma Sushi, som netop har slået dørene op i hjertet af Århus.

Rå fisk i forbifarten

Sushi-kæden Karma Sushi er klar til at indtage Århus med sin første take away-butik i hjertet af byen

Af
Af Jeppe Revsbech

"Vi håber at kunne ramme de familier, som ikke har tid til at lave mad i en travl hverdag, men som stadig gerne vil have sund mad at spise."

Missionen er veldefineret hos den nordjyske sushikæde, Karma Sushi, der netop har slået dørene op til sin første biks i Smilets By.

Fra adressen i Banegårdsgade kan århusianerne fremover forsyne sig med velsmagende rå fiskeretter, som har tænkt sig at bide skeer med det i forvejen omfattende udbud af sushi-restauranter i byen.

"Det, vi kan tilbyde, er et superlækkert menukort, hvor folk får lov at sammensætte retterne lidt mere, end de gør andre steder", fortæller distriktschef i Karma Sushi, Anna Zehngraff.

"Det kunne for eksempel være en lakserulle, som man selv skal dyppe i chili-creme og rulle i hvedekerner. Men derudover har vi selvfølgelig også mere klassiske sushi-retter på menukortet."

Landsdækkende drømme

Inventaret hos Karma Sushi er indrettet som en lys og lækker take away-butik, hvor kunderne kan snuppe de lækre fisk med sig i forbifarten - importeret direkte fra Frederikshavn, som i 2007 også lagde kvadratmeter til den første Karma Sushi-restaurant.

Siden er filialer i Aalborg, Skagen og altså nu også Århus stødt til, og planen er, at endnu flere skal følge trop, afslører Anna Zehngraff:

"Vores mål er at blive en landsdækkende restaurant-kæde, og indtil videre synes jeg, det tegner godt".

Har man lyst til prøve de velsmagende sushiretter, har Karma Sushi i Banegårdsgade åbent alle ugens dage fra klokken 11.00 til 22.00.

Publiceret 15 September 2010 19:00