Henrik Axelsen er nu kok ved grøntsagerne i Gemüsen i Højbjerg.

Henrik Axelsen er nu kok ved grøntsagerne i Gemüsen i Højbjerg.

Gourmetkok er landet hos Gemüsen

Den traditionelle kokkehue er skiftet ud med grøntsagsbutik i Højbjerg.

Af
Af Camilla Kjærgaard Olesen

Gourmetmaden fra Svineriet er skiftet ud med en stor mængde af grøntsager og hjemmebagt brød. 30-årige Henrik Axelsen har nemlig smidt kokkehuen og er netop startet hos grøntsagsbutikken, Gemüsen på Kridthøj Torv.
"Det var faktisk et tilfælde, at jeg hørte om stedet. Jeg har fælles venner med Lotte og Stig (ejerne af Gemüsen, red.), og det var dem, der fortalte om forretningen. Jeg havde egentlig planer om selv at starte noget op, men jeg får alle mine behov opfyldt her, og det er dejligt," siger Henrik Axelsen, der var køkkenchef på Svineriet i fem år, inden han på grund af familielivet valgte at skifte til Gemüsen.

Sjovt med ansigter på

Som kok på en restaurant er det sjældent, at man får sine kunder at se, men det gør han hos Gemüsen.
"Det er sjovt at komme om på den anden side og se dem, jeg laver mad til. Det er dejligt også at få den del med," siger han.
For Henrik Axelsen handler det ikke så meget om, hvor han laver mad, men om hvordan råvarerne er - hans filosofi er nemlig, at det ikke er nok at være god til at lave mad, man skal også have nogle gode råvarer at arbejde med.
For at sætte sit eget præg på butikken er han i gang med at lave menuer, som kunderne kan købe. Henrik er dog ikke den eneste, der er begejstret for, at han er blevet en del af Gemüsen. Også ejer af butikken, Stig Møberg Madsen, er tilfreds.
"Der er kommet et nyt overblik, og så er han sygt dygtig og smækfyldt med gode ideer," smiler han.

Publiceret 15 September 2010 13:30