Modelfoto.

Modelfoto.

Mistænkt narko-bagmand anholdt i Grenaa

Østjyllands Politi har anholdt to mænd fra Grenaa i en sag om grov narkohandel. Den ene menes at være bagmanden i narkosagen

Af
Af Anette Bonde anette.bonde@lokalavisen.dk

Østjyllands Politi anholdt i går, mandag, en 33 årig mand fra Grenå, som mistænkes for at være bagmanden til grov narkohandel med amfetamin.
Narkohandlen er primært foregået på Djursland og i Århus området. Ifølge Østjyllands Politi er der tale om et betydeligt kvantum amfetamin.

Amfetamin på Djursland

Den 33 årige mand er en del af en kriminel bande fra det vestlige Århus. Han anses for at være bagmand for en stor del af handlen med amfetamin på Djursland. Politiet anholdt samtidig mandens 20-årige kæreste.
Allerede torsdag aften i sidste uge foretog Østjyllands Politi en anholdelse i sagen. Det drejer sig om en 60-årig mand fra Grenå, som blev fundet i besiddelse af 850 gram amfetamin. Den 60-årige blev fremstillet i grundlovsforhør 10. september og efterfølgende varetægtsfængslet. Manden anses for at være en del af den 33 årige narkobagmands forhandler-netværk.

Påvirket, skyld i trafikdrab

Den 33-årige mand har et hængeparti, som vil blive inddraget i den aktuelle sag.
For et par måneder siden, 19. juli, var han involveret i et færdselsuheld på Århusvej i Grenå, hvor to unge mænd afgik ved døden.
Den 33-årige mand er efterfølgende blevet sigtet for uagtsomt manddrab samt kørsel i narkopåvirket tilstand i forbindelse med færdselsuheldet.

Forbindelser til Århus

Efter anholdelsen af den 33-årige mand og dennes kæreste har Østjyllands Politi foretaget ransagninger på en del adresser i Århus. I denne forbindelse har man anholdt en 25-årig mand, som er blevet sigtet for omfattende handel med hash. Herudover er en 40-årig mand blevet anholdt og sigtet for omfattende handel med amfetamin.
De to mænd blev anholdt på to forskellige adresser i det nordlige Århus.

Publiceret 14 September 2010 11:15