Marianne Oksbjerre ved ”kundskabens træ”. Den nye leder på Katrinebjergskolen har stiftet bekendtskab med den særlige Katrinebjergånd, og ser området som et udviklingsområde med stort potentiale.

Marianne Oksbjerre ved ”kundskabens træ”. Den nye leder på Katrinebjergskolen har stiftet bekendtskab med den særlige Katrinebjergånd, og ser området som et udviklingsområde med stort potentiale.

”Vi skal få entreprenørskabs-ånden til at gro”

Katrinebjergskolens nye skoleleder, Marianne Oksbjerre, tiltrådte stillingen som skoleleder på Katrinebjergskolen 1. september. Lokalavisen mødte hende i et "frikvarter" for at stille fire hurtige spørgsmål

Af
Af Grethe Bo Madsen

Marianne, hvorfor skal du tilbage på skolebænken?
"Jeg kunne mærke, at det gav mig utrolig meget energi og glæde, når jeg kom ud blandt eleverne. Når man oplever, at det arbejde, man sætter i værk, giver børnene noget. Og med stillingen her er det ikke afgrænset til engang imellem. Da jeg så Katrinebjergskolens stillingsannonce, tænkte jeg, at den måtte de da have skrevet til mig. Her kan jeg aktivt bruge mine kompetencer indenfor ledelse, pædagogik og udvikling."
Hvad er din baggrund?
"Selvom jeg ikke tidligere har været ansat i folkeskolen, så har jeg været omkring den fra mange vinkler. Jeg
er uddannet lærer, og har tidligere været leder af Amtscentret for Undervisningsmidler i Ringkøbing Amt. Jeg har også i flere år været pædagogisk leder på CVU Vitus Bering i Horsens og kommer fra en stilling som direktør for Young Enterprise."
Har du en vision for Katrinebjergskolen?
"Først og fremmest vil jeg gerne skabe den bedste folkeskole i Århus for børnene her på Katrinebjerg. En skole, som er toptunet fagligt, pædagogisk og udviklingsmæssigt. Jeg har jo tyvstartet lidt og ved, at her er nogle af de mest kompetente undervisere og pædagoger. Jeg vil også gerne bygge videre på samarbejdet med lokalområdet og virksomhederne her. Vi kommer gerne ud til dem, men vi vil også gerne invitere dem indenfor. Vi skal værne om entreprenørskabsånden, og få den til at gro i fællesskab."
Hvem er du privat?
"Jeg bor i Vejle med min mand og vores søn på 16 år og datter på 18 år. Jeg er en optimist. Jeg danser zumba, eller i hvert fald en afart ad det, og så kan jeg vældig godt lide at lave mad og læse bøger, især krimier."

Publiceret 11 September 2010 15:00