Tom Toft (tv) og Rasmus Kroer kommer rundt med den rullende slagterbutik, Slagtervognen. Nu har de også åbnet fast butik, Holmgaard, der ligger på Skovlundvej mellem Skødstrup og Åstrup.

Tom Toft (tv) og Rasmus Kroer kommer rundt med den rullende slagterbutik, Slagtervognen. Nu har de også åbnet fast butik, Holmgaard, der ligger på Skovlundvej mellem Skødstrup og Åstrup.

Rullende slagtervogn udvidet med fast butik ved Skødstrup

Rasmus Kroer og Tom Toft har i dag, onsdag, åbnet butik med kød, frugt, grønsager og forskellige delikatessevarer på Skovlundvej ved Skødstrup.

Af
Af Anette Bonde anette.bonde@lokalavisen.dk

De to slagtermestre Rasmus Kroer og Tom Toft åbnede for nogen tid siden deres rullende slagterforretning "Slagtervognen". Nu har de også åbnet fast butik.
"Holmgaard" står der på skiltet, der viser ind til butikken på Skovlundvej 12 mellem Skødstrup og Åstrup. Her havde den eksklusive gårdbutik Kartoffel & Co. til huse indtil for et år siden. Lokalerne passede præcist til det, Rasmus Kroer og Tom Toft ledte efter for nogle måneder siden, og i dag, onsdag 1. september, har de første åbningsdag i butikken Holmgaard.

Mobil slagterforretning

Rasmus Kroer og Tom Tofts bekendtskab startede i Søværnet, hvor de begge har sejlet over ti år som kok og hovmester. I fire-fem år sejlede de sammen, og her fra bølgen blå og med et rullende dæk som gulv, udviklede de ideen om en rullende slagterforretning.
"En vigtig del af konceptet er, at Slagtervognen kommer ud til kunderne. For tyve år siden havde man jo slagterbutikker, men de er efterhånden blevet udkonkurreret af supermarkeder."
Med Slagtervognen er de fleksible og har mulighed for at nå kunderne, hvor de er. Slagtervognen holder i Rønde, Ryomgård og på Århus Havn, alle steder en dag om ugen fra klokken 10 til 17.30. Hvis man gerne vil have den til at komme til sit område er man velkommen til at kontakte de to slagtermestre.
Det skal nævnes, at Slagtervognen kører rundt med et bredt udvalg af alle de varer, der forhandles i Holmgaard.

Større sortiment

Med åbningen af Holmgaard kan de tilbyde et større sortiment end i Slagtervognen. Her er ost, pålæg, tapas, hjemmelavede pølser og et stort udvalg i fersk kød, æg, friskmalet kaffe, chokolade, lakrids, honning, frugt og grønt, vin med mere.
De går op i kvalitet og dyrevelfærd. For eksempel får de leveret kød fra lokale slagterier for at undgå for lang transporttid for dyrene, og de forsøger tilsvarende at undgå gluten og tilsætningsstoffer i varerne.
Rasmus Kroer og Tom Toft passer både slagtervogn og butik med kun en enkelt ansat. De lægger ikke skjul på, at de har travlt.
"Kunne du ikke lige lave en lille jobannonce for os", spørger de med et glimt i øjet.
Så ok da! De leder for tiden efter en pølsemager eller kok, gerne en ældre, erfaren herre med erfaring indenfor det oprindelige ædle håndværk, som vil have en tjans på Holmgaard mellem 10 og 25 timer om ugen. En opvasker kan de også sagtens bruge.

Rasmus Kroer og Tom Toft har arbejdet målrettet på at nå deres mål om en rullende slagterforretning og en butik med fast adresse. Da Tom Toft gik ud af Søværnet uddannede han sig til delikatesseslagter. Rasmus Kroer havde allerede en uddannelse som slagter med sig, da han startede i Søværnet. Efter at have forladt Søværnet uddannede han sig til handelsøkonom. Sideløbende arbejdede han som kok for at skrabe penge sammen og realisere drømmen om slagtervogn og -forretning.

Publiceret 01 September 2010 16:45