Der var en stok udformet som en gammeldags fyldepen i den gaveæske, som bombe-hundene reagerede på, og Kurt Westergaard tog straks stokken i brug.

Der var en stok udformet som en gammeldags fyldepen i den gaveæske, som bombe-hundene reagerede på, og Kurt Westergaard tog straks stokken i brug.

Sprængfarlig gave til Kurt Westergaard

Galleri Draupner fejrede den kendte tegners 75 års fødselsdag

Af
Af Hanne Vammen

Galleri Draupner i Skanderborg fejrede i lørdags Kurt Westergaards 75 års fødselsdag med en udstilling med 43 af tegnerens værker.
Inden Kurt Westergaard ankom til ferniseringen, der begyndte kl. 11, havde bombehunde afsøgt både galleriet og arealerne uden for, og de mange inviterede gæster blev alle scannet af PET og politiet, der i fællesskab passede på dagens hovedperson.
Efter at have budt velkommen kunne galleriejer Erik Guldager oplyse, at bombehundene havde reageret på en gave til Kurt Westergaard, der var blevet sendt til galleriet. Han opfordrede imidlertid tegneren til at være med til at åbne den tilsyneladende sprængfarlige gave, der gemte sig i en godt en meter lang trææske, der måtte bores op.
Inden i lå en stok udformet som en gammeldags fyldepen, som en ven syntes, at Kurt Westergaard skulle have, og han tog straks stokken i brug.
Galleri Draupner havde også en gave til tegneren, der sammen med gæsterne blev opfordret til at trække uden for galleriet. Ned ad indkørslen kom Den Jyske Pigegarde fra Århus marcherende, og pigerne spillede blandt andet "Congratulations" for en meget glad Kurt Westergaard.
"Jeg vil gerne have lov at sige tak. I er smukke, og I spiller dejligt", sagde han, inden pigegarden tog af sted.

Stor interesse for værker

Interessen for de 43 værker fra tegnerens hånd var stor.
Under forsalget, der begyndte i torsdags, var 21 blevet solgt, og også til ferniseringen var der gang i salget. Og der er nu praktisk taget udsolgt.
"Kurt er et navn for sig, et verdensnavn, og havde vi sagt ja til, at folk fra udlandet kunne købe, så havde der ingen billeder været i dag", berettede Erik Guldager.
Han kunne fortælle, at interessen for Kurt Westergaard er massiv. Således er der i løbet af de sidste to måneder blevet lavet 12 dokumentarudsendelser om tegneren, og da der ikke må filmes hjemme hos Kurt Westergaard, er optagelserne foregået i Galleri Draupner.
Både filmhold fra Italien, Norge, Sverige, England, USA, Holland og Tyskland har været på besøg.
To af de heldige, der kunne tage et værk af Kurt Westergaard med hjem, var Pia Nielsen og Michael Christensen fra Randers. De havde købt et værk i forsalg, og ved ferniseringen købte de endnu ét.
"Han er en spændende mand, der tør udtrykke sine meninger, og det vil vi gerne bakke op", fortalte de.

Næppe sidste udstilling

Den nyåbnede udstilling af tegnerens værker bliver næppe den sidste for Galleri Draupner.
Kurt Westergaard, der er gået på pension efter et langt arbejdsliv på Jyllands-Posten, kan nemlig ikke lade være med at male.
"Det er svært at holde op med at være kreativ", sagde Kurt Westergaard, der udelukkende maler akvarel.
"På avisen skulle jeg tage hurtige beslutninger, når jeg tegnede. Det skal jeg også, når jeg maler akvarel. Farverne løber jo", forklarede han, inden ferniseringen gik videre.

Publiceret 30 August 2010 09:38