Viby Skole får alligevel dækket svindelunderskud

Rådmand ændrer holdning til svindelsagen på Viby Skole

Af
Af Grethe Bo Madsen

Først forløs det at Viby Skole selv skulle dække udgifterne efter en tidligere medarbejders bedrageri, men mandag svingede fungerende Børn og Unge rådmand Kristian Würtz og hans forvaltning 180 grader rundt og bebudede, at en særlig pulje til uforudsete udgifter skal dække Vi by skoles tab på 1,2 millioner kr. i svindelsagen.
"Jeg er glad for, at vi her og nu kan finde en løsning for Viby Skole, som kommer både elever, medarbejdere og forældre til gode," siger Kristian Würtz, der samtidig har taget initiativ til at indkalde skolelederne til en drøftelse af en mere permanent ordning, som kan afbøde konsekvenserne af uforudsete hændelser.
"Der er kommet meldinger, blandt andet fra Århus Lærerforening om, at man ønsker en mere solidarisk løsning, hvor fællesskabet i højere grad end i dag bærer risikoen. I den situation synes jeg, at vi skylder Viby Skole at dække underskuddet," siger Kristian Würtz.
Den oprindelige beslutning om at lade Viby Skole selv dække tabet fik hårde ord med på vejen fra særligt Venstres byrådsgruppe, men politisk ordfører Bünyamin Simsek siger nu tak til den fungerende rådmand for at have lyttet og reageret.
"Venstre har haft den holdning at det ikke var en fair og retfærdig beslutning at lade skolen og eleverne betale for bedrageri. Den nye beslutning klæder og lever op til hvad Århus Kommune bør kunne udvise af storsind," siger Bünyamin Simsek.

Publiceret 17 August 2010 06:30