Anna Irgens-Møller (tv) skriver fra Burma til Lokalavisen

Anna Irgens-Møller (tv) skriver fra Burma til Lokalavisen

Min nye bedste ven

Af
Af Anna Irgens-Møller

Anna Irgens-Møller er netop blevet student fra Århus Statsgymnasium og er flyttet til København for at være frivillige på Operation Dagsværks sekretariat i et halvt år. Her skal hun sammen med 15 andre frivillige planlægge og udføre kampagnen om årets projektland, Burma. Arbejdet starter med en to ugers research-tur til Thailand og Burma, hvor de skal møde fordrevne burmesere, samarbejdspartnere og politiske organisationer, der kæmper for et frit Burma.
Vi zigzagger mellem biler, knallerter, cykler, hunde og folk, der bevæger sig kaotisk mellem hinanden på den smalle gade, der er en del af det burmesiske marked i Mae Sot, det nordlige Thailand.
Selv med min dårlige lugtesans kan jeg virkelig lugte lugten af marked – en sødlig lugt af fisk, meget modne frugter og noget, jeg ikke kan definere.
Der er larm svarende til aktiviteten på gaden, men i modsætning til, hvad jeg har oplevet på lignende markeder i andre lande, er sælgerne ikke råbende og pågående for at få os til at købe noget. De fleste, der henvender sig til mig, griner bare og peger spørgende på mine bare fødder. Jeg smiler, nikker og trækker lidt på skuldrene.
Ellers er det os, der henvender os til de lokale. Vi prøver at finde Bedste Ven Bibliotek. (Det lyder bedre på engelsk, men efterhånden er jeg ved at vænne mig til af sikkerhedsmæssige grunde at fordanske eller 'forslange' navne på personer, politiske organisationer og vores partnere, når vi snakker sammen eller skriver på nettet.)
Vi ved ikke så meget om, hvad det her Bedste Ven Bibliotek er for noget, men vi ved, at der skulle være en sej munk. Og vi vil gerne have et interview med en munk. Jeg er lidt bare taget med for at se, hvad det er. Navnet lyder ret hyggeligt!
Der går et stykke tid, før vi finder nogen, der kender til stedet, men endelig finder vi en sød burmeser, der både ringer til en ven og spørger en på gaden, for at høre, om de ved, hvor det er.
Vi kommer ind i et lille lokale med en trappe op til en anden sal. Rundt omkring i rummet hænger en masse Burma-materiale, og der står en del bøger mm. om Burma, menneskerettigheder, politiske ledere osv.
Et par af de andre frivillige på sekretariatet bliver vist ovenpå til munken, mens vi andre tuller lidt rundt og kigger på, hvad det her er for et sted.
På siden af en af reolerne, finder jeg verdens flotteste plakat med Aung San Suu Kyi, (oppositionspartiets leder, som har siddet i husarrest det meste af tiden siden hun vandt valget i 1990) med overskriften "Freedom to Lead". Lavet af samme kunstner som lavede det kendte Obama-hope-billede.
Jeg spørger en fyr, der holder til her, om man kan købe dem her. Svaret er nej, men spørgsmålet bliver starten til (endnu) en samtale med en burmeser, der virkelig har kæmpet for et anderledes Burma.
En samtale, der starter tilfældigt, men ender med en at føje endnu en fascinerende historie til vores langsomt voksende arkiv.
Fyren her er tidligere munk. Han er lidt genert og snakker ikke så godt engelsk, selvom han er engelsklærer. Men stykke efter stykke får vi hans historie. Han var med i Safran-revolutionen – den store demonstration i Rangoon, Burma i 2007, som endte med fængsling og drab af flere munke, studerende og journalister.
I de efterfølgende år har han delt politiske flyers ud indtil militærstyret fandt ud af det, og han måtte flygte. Da jeg spurgte, hvordan de fandt ud af det, trak han på skuldrene og sagde: "They know everything." Nogle gange spørger vi "foreigners" dumt.
Han fortalte, hvordan militærfolk var kommet ind i hans kloster, hvordan han var sluppet ud af en bagindgang og et par timer senere havde kontaktet de andre munke og fået at vide, at han ikke kunne blive i Burma.
For ti måneder siden kom han altså til Thailand og arbejder nu på det her "bibliotek", hvor man ud over at kunne finde burmesisk litteratur og kritisk litteratur om Burma også kan få undervisning i thai, engelsk og computer for 7 kr. pr. tredje måned.
For det meste bliver han herinde på biblioteket, fordi han er illegal flygtning som langt de fleste af de 2 mio. burmesiske flygtninge i Thailand.
Hvis de thailandske myndigheder stopper ham uden id-kort, kommer han i fængsel og bliver i værste tilfælde sendt tilbage til Burma. Her er der ingen nåde, og straffen er meget tilfældig.
"One month ago, I got arrested," siger han og griner så. Det er ikke den første burmeser, jeg har hørt grine over sin til tider håbløse situation.
Han fortæller så, at han fik en anden til at komme med nogle penge, så han kun var i fængsel i en time. Oftest kan man komme fri ved at betale, men hvis politibetjenten er i dårligt humør, bliver man bare sendt til Burma.
Her sidder vi så fire frivillige, imponerede og taknemmelige over, at denne mand har fortalt os sin historie, og da der er en lille pause uden spørgsmål fra os, siger han lidt genert men stadig meget sikkert, at han virkelig er glad for, at have snakket med os.
For i Burma snakkede han aldrig med "foreigners". Der er meget få, og man skal passe på med at snakke med dem – og det er helt udelukket at snakke politik. Styret ved jo alt.

Publiceret 17 August 2010 17:30