I Divya er det både muligt at blive klippet, købe kjole eller få lagt makeup.

I Divya er det både muligt at blive klippet, købe kjole eller få lagt makeup.

Divya nu med kjoler, kosmetik og klipning på Kappelvænget

Finanskrisen kvalte Khatera Faizzads første forsøg på at åbne forretning på Guldsmedegade i Århus C. Men nu er hun atter tilbage med frisør- og kjole-butikken Divya. Denne gang på Kappelvænget i Hasle

Af
Af Christina S. Johansen

Pailletter og perler glimter i skæret fra loftslamperne hos frisør- og kjole-butikken Divya på Kappelvænget 8 i Hasle. Hele den bagerste del af den aflange butik er fyldt op med fine festkjoler i alverdens afskygninger. I den forreste del af lokalet ligger en lille damefrisørsalon med plads til to stole.
Midt mellem de to dele af butikken finder man indehaver Khatera Faizzad. Hun sørger både for at klæde piger pænt på og kan samtidig give dem en flot frisure eller makeup, hvis de skulle ønske det. For som Khatera Faizzad siger:
"Det er helheden, der gør forskellen."

Første butik måtte lukke

Butikken på Kappelvænget 8, cirka 50 meter fra Hasle Bibliotek, har ligget der i syv år og har fungeret som frisørsalon for både mænd og kvinder. Men først for et par måneder siden rykkede Khatera Faizzad ind og forvandlede salonen til en damefrisør med indbygget kjolebutik.
Khatera Faizzad er ikke helt ny i det med at åbne forretning. I 2008 åbnede hun nemlig en lignende butik med samme navn på Guldsmedgade i Århus C. Det endte dog med at blive en kort fornøjelse. For kort efter åbningen rullede finanskrisen. Khatera forsøgte at have tålmodighed og give butikken en chance, men efter et år var tålmodigheden væk.
"Jeg måtte lukke ned, og det var hårdt, for jeg har brugt megen tid og penge på at sætte i stand og indkøbe et lager af tøj," fortæller Khatera Faizzad.
For Khatera levede drømmen om en butik imidlertid videre, så efter en barselsorlov på et år har hun nu igen mod på at drive forretning.

Nye udfordringer

Det var Khateras forældre, der ejer frisørsalonen på Kappelvænget, som opfordrede hende til at forsøge sig med en butik netop dér.
"Nu havde jeg jo haft et helt år til at tænke over, hvad jeg ville, og jeg var klar på at forsøge igen. Dog var jeg lidt skeptisk med at åbne tøjbutik i dette kvarter. Men jeg er slet ikke blevet generet, haft indbrud eller andre problemer ligesom salonen i øvrigt aldrig har haft det i dens syv år lange levetid," lyder det fra Khatera Faizzad, som selv har boet i området men nu bor i Tilst.

Plads til alle

Beliggenheden skabte desuden andre overvejelser hos Khatera Faizzad.
"Det er en udfordring at have tøjbutik/frisør ved siden af to pizzeriaer, hvor der er begrænset med forbigående i forhold til inde i Århus," fortæller Khatera Faizzad og fortsætter.
"Her er der nogle andre type kunder og andre udfordringer for mig. Der er for eksempel mange piger, som bruger tørklæde, og derfor har jeg anskaffet mig en lille skillevæg, som jeg kan stille op. Det er vigtigt, at vi gør plads til alle, og at alle føler sig velkomne uanset nationalitet og udseende."

Åbenthusaften

Divya holder åbenthus 13. august fra klokken 15-19. På aftenen vil man blandt andet kunne se fremvisning af fest- og gallakjoler fremvist af modeller. Eller man vil selv kunne få taget et billede af en fotograf, efter man er blevet shinet lidt op af en stylist. Der vil desuden være konkurrencer, hvor man kan vinde en kjole eller en frisørbehandling. Læs mere på www.divya.dk

Publiceret 01 August 2010 08:00