Kim Brosbøll og Liza Petersen ejer værtshuset Pipes på Randersvej 140.

Kim Brosbøll og Liza Petersen ejer værtshuset Pipes på Randersvej 140.

Pipes:

"De unge vil også på værtshus"

Værtshuse er ikke kun et sted for gamle drukkenbolte - det er også for hr. og fru Danmark og ikke mindst de unge. Det fandt mureren Kim Brosbøll hurtigt ud af, da han for et år siden købte værtshuset Pipes på Randersvej

Af
Af Christina S. Johansen

"De unge spiller dart og rafler til den helt store guldmedalje," fortæller Kim Brosbøll og Liza Petersen, der ejer værtshuset Pipes ved siden af McDonald's og Blockbuster på Randersvej.
"Det med at gå på værtshus var populært i mine forældres tid, og nu er det som om, at det er blevet trendy for de unge igen," fortsætter Kim Brosbøll.

Charmen ved et værtshus

Kim Brosbøll, der egentlig er murer, købte for et år siden det 14 år gamle værtshus på Randersvej 140 og brugte blot tre dage på at rive ned, gøre rent og bygge op, før han slog dørene op med det nye navn Pipes. Helt grøn i faget fandt han hurtigt ud af, at værtshuse bestemt ikke er noget, der kun er forbeholdt gamle drukkenbolte.
"De besøgende er meget blandede, og det er jo det, der er charmen ved det - at den 18-årige og 80-årige kan sidde og drikke en øl sammen," lyder det fra Kim Brosbøll og fortsætter:
"Jeg tror, de unge kommer her, fordi de kan slippe for diskotekernes dung dung-musik. Her kan de sidde og snakke sammen, mens de rafler eller spiller dart."

Ingen ballade

Musikken og charmen kan altså i følge Kim Brosbøll være to af årsagerne til de unges værtshusbesøg.
"Og så har værtshuse måske også haft et lidt dårligt ry førhen. Men det har vi i hvert fald fået vendt hos os. Folk kan roligt komme forbi. Vi har aldrig haft politiet herude, for her er ingen ballade - ikke mere end der er på diskotekerne i byen," siger Kim Brosbøll, som med et smil fortæller, et han smider et e i enden af sit efternavn, hvis folk skulle begynde at lave ballade, og gør de det, så får de forbud mod at komme på stedet igen.

Alle kender Liza

Liza Petersen, som blev en del af Pipes i maj, er selv kommet på værtshuset, da hun var ung - dengang det hed Pipes & Glass. Desuden kommer hun selv fra området og har blandt andet drevet cafeteriaet i Skøjtehallen de sidste syv år, før hun startede i Pipes, og har tidligere været en del af Skejby Bodega i ni år. Derfor kender hun også "90 procent af alle de besøgende," som hun selv siger.
"Det, tror jeg, er med til at lægge en dæmper på balladen. For folk kender Liza og respekterer hende, hvis hun siger, at de skal styre sig," fortæller Kim Brosbøll, som afslører, at han og Liza drømmer om at trække endnu flere hr. og fru Danmark'er ind.
"Vi drømmer om at lave lidt mad herinde om lørdagen til vinter. Så kan vi få endnu flere af det modne, handlende folk ind til en platte med snaps eller øl."

Pipes

Liza og Kim er ikke et par. De kender hinanden gennem Lizas storebror, som Kim er bedste venner med. Pipes viser masser af sport på stedets to store fladskærme. Der er levende musik på Pipes cirka en gang om måneden. Du kan finde Pipes Venner på Facebook.

Publiceret 29 July 2010 07:30