Tine Knudsen (Til venstre) og Yasmine Sahel i gang med en afgangsprøve i diktat.

Tine Knudsen (Til venstre) og Yasmine Sahel i gang med en afgangsprøve i diktat.

I skole i sommerferien

42 børn og unge deltager i sommerskole på Viby Bibliotek

Af
Af Hanne Vammen

"Det gør mig klar til skolen. Jeg skal begynde i 7. klasse efter ferien".
Ordene kommer fra 13-årige Othman Sahel fra Brabrand, da han en formiddag sidder bøjet over en kryds og tværs på Viby Bibliotek, hvor der i denne uge er sommerskole.
Othman Sahel kommer til daglig i bibliotekets lektiecafé, der er åben tirsdag og torsdag eftermiddag. Her står ca. 40 lektiehjælpere klar til at yde støtte til de børn og unge, der møder op, og Othman kan mærke en forskel i skolen, efter han er begyndt at komme i lektiecaféen.
"Mine lektier bliver hele tiden lavet, og jeg bliver bedre i fagene", fortæller han.
Derfor har han heller ikke haft noget imod at rive en uge ud af sommerferien til at gå i sommerskole.
Det har storesøster Yasmine Sahel på 15 år heller ikke. Hun skal begynde i 9. klasse på Viby Skole efter sommerferien og kommer også i lektiecaféen til daglig.
"Det er for at blive bedre til mine fag. I lektiecaféen er der bedre tid end i skolen, hvor lærerne ofte kun har fem minutter. Her har du en halv til en hel time sammen med en lektiehjælper. Og jeg kan se på karaktererne, at det går fremad", fortæller hun, inden hun skal i gang med en afgangsprøve i diktat.

Othman Sahel (Til venstre) kan mærke, at han bliver bedre i fagene i skolen, fordi han kommer i lektiecaféen på Viby Bibliotek. Her ses han sammen med lektiehjælper Ask Møller.

Othman Sahel (Til venstre) kan mærke, at han bliver bedre i fagene i skolen, fordi han kommer i lektiecaféen på Viby Bibliotek. Her ses han sammen med lektiehjælper Ask Møller.

Gør en forskel

Det er anden gang, at der er sommerskole på Viby Bibliotek, der samarbejder med Dansk Flygtningehjælp.
Sidste år var der 32 tilmeldte. I år er antallet af deltagere 42, fortæller 66-årige Sanna Vinge Madsen, der har været lektiehjælper, siden lektiecaféen åbnede i september 2007.
To af de 14 lektiehjælpere, der hjælper til i sommerskolen, er 22-årige Ask Møller, der til daglig læser til elektroingeniør, og 21-årige Tine Knudsen, der er i gang med et psykologistudie på universitetet.
"Jeg kan godt lide at være sammen med mennesker, og det er rart at føle, at man kan gøre en forskel", fortæller Tine, der tager det at være lektiehjælper som et dejligt afbræk i studierne.
"Ja, det er rart at hjælpe andre, især når indstillingen er, at man gerne vil lære noget. Jeg kan huske fra min egen folkeskoletid, at lektier var noget træls noget, så det er forfriskende at møde nogle, som gerne vil lære. Og så er det en udfordring at være lektiehjælper, fordi du skal formidle viden på et andet plan, end du er vant til, og det er noget, jeg kan bruge på studiet", forklarer Ask.

Sanna Vinge Madsen, der har været lektiehjælper, siden lektiecaféen på Viby Bibliotek åbnede i september 2007, betegner sommerskolen som en succes. I år er der 42 deltagere.

Sanna Vinge Madsen, der har været lektiehjælper, siden lektiecaféen på Viby Bibliotek åbnede i september 2007, betegner sommerskolen som en succes. I år er der 42 deltagere.

Bliv lektiehjælper

Lektiecaféen på Viby Bibliotek, der har åbent tirsdag og torsdag fra klokken 15 til 17.30 fra 17. august, kan godt bruge flere lektiehjælpere. Der er mulighed for at melde sig på www.dfhaarhus.dk eller ved henvendelse på biblioteket. Interesserede kan også møde op i lektiecaféen for tilmelding. Det er i øvrigt gratis for børn og unge at komme i leketiecaféen. Se mere på www.aakb.dk/lektier.

Publiceret 28 July 2010 07:30