Lone Overbye koncentrerer sig fuldt ud, når der skydes. Foto: Sportsfoto

Lone Overbye koncentrerer sig fuldt ud, når der skydes. Foto: Sportsfoto

Lone, leddegigten og luftriflen

66-årige Lone Overbye fra Risskov har skudt, siden hun var ni år gammel, og selvom hun for 25 år siden fik leddegigt, blev hun ved. I dag har hun vundet næsten alt, hvad der er at vinde indenfor handicap-skydning, og er netop hjemvendt fra endnu et VM

Af
Af Christina S. Johansen

"Det startede egentlig med dans," fortæller den 66-årige handicapskytte Lone Overbye fra Risskov.
Men da dansepartnerne - heriblandt Lones bror - altid kom 15 minutter for sent, fordi de gik til skydning nedenunder danseskolen, besluttede Lone, at det ville hun også.
"Jeg gad da ikke sidde og vente på dem. Så hvis vi nu alle sammen gik til skydning, kunne vi sammen komme et kvarter for sent," fortæller Lone Overbye og fortsætter grinende:
"Men jeg blev nu hurtigt bedre end dem, og så synes de ikke rigtigt, det var så sjovt mere."

Lille Møgdyr

Siden dengang for 57 år siden har Lone holdt fast i skydningen med luftriffel, luftpistol og salonriffel - også selvom hun for 25 år siden fik leddegigt og har fået skiftet begge hofter og begge knæ samt sidder i kørestol for at komme omkring.
"Jeg kalder kørestolen for Lille Møgdyr," fortæller Lone Overbye i sjov.
Hun tænker ellers ikke så meget over sin sygdom og er bare glad for, at hun stadig kan gå en lille smule.
"Jeg vil ikke bruge energi på at tænke, på det jeg ikke kan. Jeg vil hellere bruge energi, på det jeg kan, og som gør mig glad - som nu skydningen for eksempel," lyder det fra Lone Overbye, som fortsætter:
"Jeg elsker sporten - det er kampen mod sig selv om altid at præstere det perfekte. Det fascinerer mig."

Lone Overbye har skudt, siden hun var blot ni år gammel.

Lone Overbye har skudt, siden hun var blot ni år gammel.

Stort talent

Det er ikke kun glæden til skyde-sporten, der er stor hos Lone Overbye - talentet er det også. Lone har vundet næsten alt, hvad der er at vinde, indenfor handicap-skydning - flere gange!
Listen over hendes præstationer er alenlang og tæller blandt andet flerdobbelt verdensmester, flerdobbelt europamester, flerdobbelt nordisk mester, flerdobbelt danmarksmester inden for handicapidræt og endelig er Lone også OL sølvvinder.

Netop hjemvendt fra VM

I weekenden var hun så endnu engang på banen til et VM. Denne gang i Zagreb i Kroatien, hvor hun dystede i luftriffel liggende, som dog foregår fra kørestolen red.
"Desværre blev det ikke til medaljer i denne omgang. Jeg skød pænt, men det var ikke perfekt, og så går man ikke videre, for konkurrencen er ekstrem hård," fortæller Lone og fortsætter:
"Men det har været en kanon oplevelse. Jeg kender jo en fantastisk masse folk, og det er så dejligt at gense dem! Vi er flere, der endda sender julekort til hinanden. Nu glæder vi os alle sammen bare til, at vi ses igen til næste stævne."

Publiceret 26 July 2010 15:15