Sex-overfald var fri fantasi

19-årig kvinde har spildt politiets, hospitalsvæsenets og retsmedicineres tid med falsk anmeldelse for voldtægt

Af
Af Jeppe Rafn

Østjyllands Politi har efter flere dages intensiv efterforskning konkluderet, at en 19-årig kvindes anmeldelse af et sex-overfald er falsk.
Politiet har afhørt en lang række vidner, der har beskrevet kvindens færden, og undersøgt stedet, hvor den 19-årig kvinde efter eget udsagn blev seksuelt krænket.
"Kvinden har været der, men hun har ikke været udsat for noget. Det er der ingen som helst tvivl om," siger fungerende vicepolitiinspektør Frits Kjeldsen, Østjyllands Politi.
Det påståede sex-overfald skulle være fundet sted søndag 18. juli tidligt om morgenen på Strandvejen i Århus. Først nogle timer senere anmeldte kvinden det til politiet og fortalte, at hun var blevet overfaldet af en mørk mand, muligvis afrikaner, som altså ikke findes.
"Den gode nyhed er, at sagen er opklaret, og at man ikke skal være bange for, at der render en sådan mand rundt og overfalder unge kvinder. Den dårlige nyhed er, at hun har spildt tiden for politiet, hospitalsvæsenet, retsmedicinere og vidnerne," siger Frits Kjeldsen.
Den 19-årige kvinde er blevet sigtet for falsk anmeldelse i sagen.

Publiceret 23 July 2010 11:00