Forsker bestormes af tykke mænd

I sidste uge efterlyste læge ph.d studerende Morten Møller Poulsen tykke mænd gennem pressen til et forsøg med stoffet resveratrol. Få minutter efter efterlysningen havde de første tykke mænd henvendt sig

Af
Af Christina S. Johansen

Mænd, der har lidt for meget på sidebenene, men som ellers er sunde og raske, er guf for forskeren læge Morten Møller Poulsen fra Århus Universitetshospital, Århus Sygehus.
Han er nemlig netop gået i gang med et forskningsprojekt, der skal vise, om overvægtige mænd, der får stoffet resveratrol, kan droppe bekymringer om blodprop, diabetes og andre ubehagelige livsstilssygdomme.
Resveratrol findes blandt andet i rødvin, blåbær og peanuts, men de trinde mænd i forsøget får dog ikke lov til at drikke sig til sundhed - de får i stedet et kosttilskud.
"Man skal faktisk drikke 250 liter rødvin tre gange om dagen for at få den samme mængde resveratrol som i kosttilskudet," siger Morten Møller Poulsen, der havde regnet med, at mænd med lidt for meget polstring ville strømme til - og det må man sige, at han havde ret i.

Massevis af tykke mænd

Allerede få minutter efter, at Morten Møller Poulsen i sidste uge udsendte efterlysningen på tykke mænd i diverse medier, havde de første tykke mænd henvendt sig.
"Det er helt overvældende. Jeg har fået over 200 henvendelser fra mænd, der gerne vil være med," fortæller Morten Møller Poulsen.
Mændene kan se frem til at blive både MR- og Dexa-scannet, få målt deres insulinfølsomhed og få taget blodprøver samt muskel- og fedtbiopsier. Alt sammen i forskningens tjeneste.

Resveratrol

Tidligere har amerikanske undersøgelser vist, at fede mus, der fik stoffet resveratrol, levede længere, selv om de blev ved med at være godt i stand. Indtil nu har ingen forskere dog undersøgt, om resveratrol har samme effekt på mennesker.

Publiceret 22 July 2010 08:00