Århusianske Christoffer Kaalund har åbnet en hjemmeside med åbningstider samlet på ét sted.

Århusianske Christoffer Kaalund har åbnet en hjemmeside med åbningstider samlet på ét sted.

Århusiansk iværksætter samler åbningstider på én hjemmeside

Den århusianske iværksætter Christoffer Kaalund tog til Slovenien og vendte hjem til Danmark med en ide - butikkernes åbningstider skulle samles ét sted. Den idé er nu blevet til hjemmesiden OpenHours.dk

Af
Af Christina S. Johansen

Da Christoffer Kaalund rejste til Slovenien for at arbejde, havde han ikke regnet med, at han ville tage ideen til et nyt projekt med hjem i tasken. Men det var her, han stødte på et koncept, som endnu ikke var blevet indført i Danmark.
Konceptet bestod ganske enkelt af en database, der samler en stor mængde åbningstider på en enkelt hjemmeside - en søgemaskine udelukkende med åbningstider. Det gav overblik og gjorde hverdagen nemmere for Christoffer Kaalund i den tid, han boede i Slovenien. Han fortæller:
"Jeg fandt ideen så god, at jeg meget hurtigt valgte at sende en e-mail til dem, der stod bag konceptet for at høre, om de var interesserede i at hjælpe mig med at starte noget tilsvarende op i Danmark. Et kvarter senere kom der svar tilbage, og samme dag mødtes vi for første gang."
"De var meget interesserede i et samarbejde, og dermed var projektet skudt i gang" fortæller Christoffer Kaalund.

Openhours.dk køreklar

Hjemme i Danmark lancerede Christoffer Kaalund hjemmesiden openhours.dk og senere en applikation til iPhone, som gør det muligt at søge på åbningstider, uanset hvor man befinder sig.
Applikationen er knyttet sammen med hjemmesiden, hvorfra den henter informationer, og den gør samtidig brug af telefonens indbyggede GPS, så man kan søge på butikker i nærheden - lige nu er 6500 butikker, banker og biblioteker registreret i databasen.
"Indtil videre kan du finde data om 80 % af alle posthuse, biblioteker, supermarkeder, byggemarkeder, apoteker og banker. Desuden er der indledt et samarbejde med Kommunernes Landsforening, så åbningstider for for eksempel borgerservicecentre og andre offentlige institutioner kan blive registreret i databasen," fortæller Christoffer Kaalund og fortsætter:
"Det er mit håb efterhånden som konceptet bliver kendt, at rigtig mange butikker selv lægger informationer ind på hjemmesiden og for eksempel registrerer, hvornår de har søndagsåbent, længe åbent på en lørdag eller lignende."

null

Publiceret 22 July 2010 15:30