Fodboldtræner Glenn Dagø stopper i HEI

Fodboldtræner Glenn Dagø og HEI's fodboldbestyrelse kunne ikke blive enige om en kontraktforlængelse, og derfor stopper træneren øjeblikkeligt sit virke for HEI's Serie 3 hold.

Af
Af Mogens Greve

HEI's herreseniorer og Glenn Dagø er gået hver til sit, efter at parterne ikke kunne blive enige om en kontraktforlængelse.
HEI's bestyrelse er af den opfattelse, at Glenn Dagø ikke kan magte at håndtere klubbens 1. hold samtidig med, at han for nyligt også har påtaget sig jobs som både ungdomskonsulent og U-17 træner i klubben.
Så HEI skal altså nu ud at finde en ny cheftræner inden efterårs-opstarten.

"Jeg må desværre meddele, at jeg stopper som træner for HEI's bedste fodboldherrer, og det er med en stor sorg, at jeg siger farvel og tak," siger Glenn Dagø.
"Jeg håber oprigtigt, at HEI vil fortsætte sin sportslige fremgang, og at der også fremover vil herske et godt fællesskab i klubben.
Jeg har virkelig nydt at være en del af flagskibet, og jeg håber en dag at komme tilbage. En stor tak skal lyde til Ronni Hansen (formand for herresenior afd. I HEI red.), som jeg nærer en stor respekt for, det i kraft af hans ambitioner og hårde arbejde for klubben."

Spillere kede af det
Flere af HEI's spillere udtrykker beklagelse over Glenn Dagø afgang som træner.
Træneren var meget vellidt i truppen.
"Jeg er ked af, at Glenn forlader os. Vi kom langt med ham som træner, og faktisk er han også resultatmæssigt set, den bedste træner vi har haft i mange år", siger Morten" Mo" Olesen til klubbens hjemmeside.
Her hentydes til, at Glenn Dagø er den første træner der har formået at holde klubben oppe i Serie 3, siden man i tilbage i 1990'erne raslede fra Jyllandsserien helt ned til Serie 4.
Glenn Dagø tiltrådte i HEI i sommeren 2009, og førte med det samme holdet op i Serie 3. Han fortsætter som sagt nu som ungdomskonsulent og U-17 træner i klubben.

Forhandlinger i gang
Hvem der nu overtager trænersædet i HEI er endnu uvist, men ifølge formand Ronni Hansen er der allerede nu forhandlinger i gang med nye emner, så man forventer at være i stand til at præsentere en ny 1. holdstræner indenfor et til to uger.
HEI begynder deres efterårssæson midt i august imod ærkerivalerne fra TMV 8530 (det tidligere Virup IF).

Publiceret 20 July 2010 06:00