Spild din tid

Af
Af sognepræst Morten Skrubbeltrang

Hasle

Bare jeg når det. Det er nærmest blevet en folkesygdom at have travlt. Stress er noget, du skal forvente at få, ligesom du får ondt i hovedet eller bliver forkølet. Så travlt har vi.
Men der er da også meget, der skal nås – og meget vi ikke må forsømme. Vi moderne mennesker stiller mange krav til hinanden - og til os selv. Vi vil gerne nå det hele. Derfor har vi så travlt. Vi er konstant på vej – altid i gang i en verden, der er i evig forandring. Det går stærkt - og vi går med.
Tiden går, tiden går i stå, tiden skal slås ihjel, tiden skal bruges rigtigt, tiden slår ikke til, tiden er forpasset, tiden er inde. Men tiden er også livet. Livet går, livet går i stå, livet skal slås ihjel, livet skal bruges rigtigt, livet slår ikke til.
I bogen "Den lille prins" siger ræven på et tidspunkt til den lille prins: "Det er den tid, du spilder på din rose, der gør den så betydningsfuld."
Tankevækkende. Vi opfatter det at spilde tiden som det modsatte. Når tiden er gået, uden at vi fik noget ud af det.
Det er den tid, du spilder på din rose, der gør den så betydningsfuld! At spilde tiden er jo også at være ødsel, at noget af overskuddet ryger ved siden af. Når tiden spildes, når der ødsles med tiden, bliver det, vi opholder os ved, betydningsfuldt. Normalt har vi travlt. Vi skal nå noget, ofte skal vi nå meget. Ikke noget med at spilde tiden. Det handler om at overkomme alt det, der skal nås. Men det er den tid, du spilder på din rose, der gør den så betydningsfuld. Så hold øje med roserne og spild tiden.

Publiceret 16 July 2010 19:00