Trine Grøn har tre slags solcreme med på stranden: Til ansigt, krop og læberne.

Trine Grøn har tre slags solcreme med på stranden: Til ansigt, krop og læberne.

Sygeplejersker smurt ind fra top til tå

Næsten alle strandgæsterne på Den Permanente har solcreme på

Af
Af Jeppe Rafn

Der er langt imellem strandgæsterne på Den Permanente, som ikke bruger solcreme.
Frivillige unge fra Kræftens Bekæmpelse i Århus vil i løbet af sommeren uddele solcreme og give gode råd til strandgæsterne om, hvordan de beskytter sig mod solen. De frivillige er bevæbnet til tænderne med solcreme, men det var ikke meget, de fik delt ud, da de onsdag 14. juli var en tur på Den Permanente i middagsheden. Næsten alle havde selv solcreme med, og nogle havde et mindre arsenal med.
"Jeg har tre slags solcreme med. Det til kroppen kan jeg ikke tåle i ansigtet, så jeg har med til både ansigt, krop og læber," siger 28-årige Trine Grøn, der bor i Århus C og er sygeplejerske.
Hun var på stranden med veninden Sofie Kaczmarek, der ligeledes er sygeplejerske og tydeligvis har læst på lektien om, hvorfor man skal bruge solcreme.
"Vi ved, hvor farligt det er at lade være, og hvad der kan ske. Det går langsommere med at blive brun, når man bruger solcreme, men det holder til gengæld længere, og man undgår at blive rød," siger Sofie Kaczmarek, der ligesom veninden er 28 år og bor i Århus C.

Stine Bigum Pedersen (tv) og Mette Gade havde som næsten alle strandgæsterne på Den Permanente solcreme på.

Stine Bigum Pedersen (tv) og Mette Gade havde som næsten alle strandgæsterne på Den Permanente solcreme på.

Solcreme på om morgenen

Veninderne Stine Bigum Pedersen og Mette Gade havde også husket solcremen og smurt sig ind til strandturen.
"Jeg har en rimelig sensitiv hud og får soleksem og bliver nemt brændt, så om sommeren tager jeg solcreme på om morgenen i stedet for almindelig creme," fortæller 26-årige Stine Bigum Pedersen fra Århus N.
Veninden Mette Gade havde ikke fået smurt sin egen solcreme på, da hun blev kontaktet af de frivillige fra Kræftens Bekæmpelse, så hun sparede på sin egen creme og brugte i stedet den, hun fik tilbudt.
"Jeg tager solcreme på, når jeg skal til stranden, men hvis jeg er i en park eller sidder på altanen, er jeg ikke god til at gøre det. Jeg har en forestilling om, at solen er skarpere her, og her på stranden ligger man jo også bare," siger Mette Gade, der er 23 år og bor i Århus C.

Trine Grøn (tv) og Sofie Kaczmarek er begge sygeplejersker og husker altid solcreme, når de er ved stranden.

Trine Grøn (tv) og Sofie Kaczmarek er begge sygeplejersker og husker altid solcreme, når de er ved stranden.

Publiceret 15 July 2010 16:00