René Knudsen skal sørge for, at Mols-Liniens gæster får en madoplevelse på overfarten.

René Knudsen skal sørge for, at Mols-Liniens gæster får en madoplevelse på overfarten.

René Knudsen kokkererer på Mols-Linien

Den kendte Århus kok René Knudsen går ombord på Mols-Linien for at højne kvaliteten i færgernes restauranter og caféer

Af
Af Jeppe Rafn

Mols-Linien har længe haft det som sin vision at give gæsterne en god gastronomisk oplevelse, når de skyder genvej over Danmark, og som det eneste færgerederi i verden er Mols-Linien medlem af gastronomiorganisationen Chaîne des Rötisseurs.
Nu får gourmet kokken René Knudsen til opgave én gang for alle at slå fast, at man godt kan få god mad og vin, når man sejler med færge. Den kendte Århus kok står ved roret for en modernisering af færgernes restaurant- og café-koncept, som søsættes henover sommeren.
"Det handler dybest set om kvalitetssikring, forenkling og nytænkning. Der er mange udfordringer i et færgekøkken, men det betyder ikke, at man skal stilles tilfreds med kedelig sovs og udkogte kartofler. Der har været tradition for at vælge det ?sikre? køkken med bøf og pommes frittes, men nu lukker vi op for det eksperimenterende, moderne køkken med pesto og grøntsagspuré, lækre tapas-retter og spændende supper," siger René Knudsen.
René har mange års erfaring i det århusianske restaurant-miljø. Han har blandt andet ejet Restaurant René og stået for restauranterne i Musikhuset, og han er netop blevet ansat som ansvarlig for kantinen på Langkær Gymnasium og HF.

Mols-Linien

Mols-Linien sejler mellem Sjælland og Jylland på tre forskellige ruter: Odden-Ebeltoft og Odden-Århus med tre hurtigfærger til personbiler og Kalundborg-Århus med to store kombifærger til lastbiler, trailere, varevogne og personbiler. Der sejles med i alt fem færger på samlet ca. 50 afgange i døgnet fordelt på de tre ruter. I 2009 overførte Mols-Linien ca. 771.000 personbiler, 2.045.000 passagerer og ca. 252.000 lastbilenheder. Rederiet har ca. 425 fastansatte medarbejdere.

Publiceret 13 July 2010 06:00