Natteravnene i Århus Nord stævner ud fra Kalmargade.

Natteravnene i Århus Nord stævner ud fra Kalmargade.

Natteravne mødt med undren:

"I er jo flinke voksne"

Natteravnene i Århus Nord er kommet godt fra start og har fået hilst på nogle af de unge i området

Af
Af Jeppe Rafn

Nordbyens Natteravne er fløjet fra reden og begyndt at opsøge områdets børn og unge. Torsdag 8. juli gik Natteravnene i Århus N deres første tur, der startede på Kalmargade og gik over Næringen og Nyringen og hjemad over Reginahøj tilbage til Kalmargade.
"Vi blev taget godt imod af områdets børn og unge, der var hurtige til at opfatte, at der var bolsjer i lommerne på de gule jakker. Der var dog også en del undren fra nogle af børnene. De kunne ikke forstå, at vi bare ville ud at gå for at snakke med dem og for at se, hvordan de havde det. Ligeledes var der nogle unge, der bemærkede, at vi ikke var ligesom de andre voksne, da vi jo var søde og talte pænt til dem. De to første ture gik over al forventning, og selvom der var mange børn, der var villige til at snakke, så skal vi først nu begynde at skabe nogle tillidsbånd til områdets børn og unge. Vi tror derfor, at der på sigt vil komme væsentligt flere unge, der henvender sig til de gule jakker," siger Anders Hansen, formand for Natteravnene i Århus N.

Går hver torsdag

Nordbyens Natteravne vil sommeren igennem gå to ture hver torsdag, hvorefter det er planen at udvide med flere ture. Der er omkring 25 frivillige medlemmer af den nye forening, der vil bidrage til at samle bydelen og skabe glæde og godt naboskab.
Natteravnene går ture i hold på tre personer i de karakteristiske gule jakker, som skal være med til at skabe tryghed og støtte børn og unge, som har behov for det.
Natteravnene i Århus N er blevet til på lokalt initiativ og etableret i samarbejde med Natteravnenes Landssekretariat.

Publiceret 12 July 2010 15:00