Spejder piger til vands til lands og i luften

Risskov piger har klatret opad 45 meter høj pæl, padlet 20 kilometer i kano og vandret 10 km i 30 grader med tung oppakning på ryggen

Af
Af Jeppe Rafn

Pigerne fra Det Danske Spejderkorps i Risskov har været på en uges sommerlejr i det østjyske omkring Ry og Silkeborg, hvor de er blevet udfordret til vands til lands og i luften.
Spejderne har selv arrangeret turen, som de har kaldt Survival Trip Midtjylland, og der har været fuld opbakning til turen, som har været lidt dyrere og meget forskellig fra tidligere sommerlejre. Samtlige korpsets 23 piger var med på turen, og tre af dem har skrevet lidt om, hvad de har oplevet:

Af Klara Lippert Bødker
"Vi blev vækket klokken syv søndag morgen. Efter den traditionsrige morgenmad med havregrød og efterfølgende opvask skulle vi gøre vores tur-rygsæk klar. Vi gik fem km ind til Ry, hvor vi skulle klatre i en pæl, der var 45 meter høj.
I starten tænkte jeg bare, at det var da pærelet, at komme op. Men da jeg var nået de første 30 meter op, blev jeg lidt bange. Mine hænder rystede, og mine ben var totalt trætte. Men jeg ville bare de sidste 15 meter op. Jeg var den første der kom til tops, så alle de andre stod nede på jorden og råbte "godt klaret Anna."
Det var sejt. Jeg skrev en hilsen i en lille bog, der lå på toppen af pælen, og nød udsigten, hvor jeg kunne se både Himmelbjerget helt til Silkeborg. Da jeg skulle ned, lænede jeg mig blot bagud og sparkede fra på pælen. Turen ned gik stærkt. Da jeg kom til bunden, fik jeg en masse vand, hvilket var tiltrængt."

Af Anna Boye
"Øv, det er tidligt – vi blev vækket kl. seks. Lederne lavede havregrød og vaskede op, mens vi pakkede vores rygsække. Niels kom med sin hestevogn, hvor vi og bagage blev pakket op, så vi blev kørt ind til Ry, hvor vi skulle sejle i 20 km i kano til Silkeborg.
Vi sad enten to eller tre personer i hver kano, og samtidig havde vi vores bagage, ekstra vand og frokost med. Hver kano havde også fået en pakke kiks, vi kunne hygge os med, og to stykker frugt pr. person. Det var dejligt med lidt ekstra til ganen – udover vores medbragte slik.
Det gik godt med at sejle, men det var rigtig hårdt at komme gennem en stor sø, hvor der var meget strøm. Så der blev lagt kræfter i, og det var dejligt med en pause bagefter og frokost til at samle nye kræfter. Vi fik rugbrød med torskerogn og leverpostej. Da vi havde overstået sejlturen, skulle vi gå to km med oppakning.
Vi var noget udmattede, og det var lidt hårdt at gå turen med 10-15 kg på ryggen. Lederne sørgede for at lave aftensmad, spaghetti med kødsovs, mens vi var i bad og byggede bivuakker til overnatning. Denne aften var det nemt at falde i søvn:)"

Af Olivia Hjorth Axelsen
"Det er fredag, der er lovet 30 grader. Lige lovlig varmt til en tur med rygsækken. Men frem skal vi, 10 km med oppakning af 10-15 kg. Det bliver en hård dag. I går gik vi også 10 km, det tog fire en halv time – det bliver nok til mere i dag.
På turen var vi inde forbi nogle gårde og få fyldt op med vand, vi gik meget op og ned. Hvis ikke benene var trætte, glemte vi at drikke vand og måtte ned at ligge på ryggen med benene op på rygsækken – ja eller også skavede rygsæk, sko eller tøjet. Det var hårdt og meget varmt!
De sidste to km til Vrads var op ad bakke, både mentalt og fysisk. Det gik op ad i 2 km, ret stejlt. Vi var udmattede og holdt pause for hver 500 meter. Først da vi hørte om is på toppen, gav det lidt energi.
Vi var heldige, der var en købmand i Vrads, der fik besøg af 20 spejdere. Efter sådan en tur, er man altså lidt sej:) Efter ankomst fik vi lov at tage ned at bade i en nærliggende sø, det var dejligt at blive kølet lidt ned, og også meget tiltrængt."

Publiceret 07 July 2010 17:00