Villy og Tove Helleskov har boet i Skanderborg siden 1983, og de glæder sig til at få mere tid sammen til familie, have , sejlads og rejser. Foto: Peter Eilertsen

Villy og Tove Helleskov har boet i Skanderborg siden 1983, og de glæder sig til at få mere tid sammen til familie, have , sejlads og rejser. Foto: Peter Eilertsen

“De trælse ting har jeg glemt”

Af
Af Peter Eilertsen

Han var chef på Skanderborg Sygehus, da han blev headhuntet til at stå i spidsen for bygningen af det nye sygehus i Skejby.

Mange år senere er Skejby Sygehus år efter år blevet kåret som årets sygehus, og 61-årige Villy Helleskov har i to år været med i direktionen for et endnu større hospitalsprojekt i Skejby, Det Nye Universitetshospital, DNU, der skal samle Århus-sygehusene.

Men nu er det slut med store planer. Villy Helleskov stopper efter 44 år i sygehussektoren, samtidig med husturen, Tove, der er sygeplejerske på Skejbys hjertemedicinske afdeling.

Op- og nedture

Årene i sygehusvæsenet har budt på op- og nedture.
Slagsmål om hjertetransplantationer, om økonomi og planer har præget de mange år, hvor Helleskov har været med til at sende Skejby til tops, men selv om presset uden tvivl har været ganske massivt i perioder, er der ingen klager fra den afgående boss.
"De trælse ting? Dem har jeg glemt..., lyder det fra den erfarne embedsmand, der med afsæt i en realeksamen arbejdede sig op som en af landets skarpeste sygehusplanlæggere og administratorer, med fokus på samarbejde og godt arbejdsklima.

Engagementet

"De bedste oplevelser?"

"Det har været fantastisk at arbejde med så mange engagerede mennesker og at være med til at bygge et nyt storsygehus op helt fra bunden. Ikke mange får lov til det, og jeg har så oven i købet været med til også at starte med DNU.
"Men du vil ikke følge det videre?"
"Nej. Jeg har hele tiden sagt, at jeg ville stoppe, når jeg var 60. Nu er jeg 61. Jeg var 35 år, da jeg startede på Skejby, og det er fint, at der kommer yngre kræfter til."

Familie, båd og ture

"Nu glæder vi os til, at vi begge kan gå på pension. Vi glæder os til at få mere tid til børn, svigerbørn og børnebørn, mere tid til sejlbåden i Hou og til cykelture. Til at få mere tid til haven og til rejser, og vi glæder os til at Tove ikke behøver at stå op kvart over fem for at komme på arbejde," siger Villy Helleskov.
Men han slipper ikke sygehusvæsenet helt.

Fortiden spøger

En del af fritiden er reserveret kortklubben med pensionerede sygehusfolk som tidligere amtssygehusdirektør Arne Rolighed, der siden tog en tur for Kræftens Bekæmpelse, eks-sygehusdirektør Jørn Koch og tidligere cheflæge Ole Hein Sørensen.

De kan så tale om gamle dage, og måske falder der også undervejs en bemærkning om de problemer, der nu er med at få finansieringen på plads til det nye universitetshospital i Århus.
Men det er en helt anden historie.

Publiceret 06 July 2010 03:00