Mogens Larsen og....

Mogens Larsen og....

Halinspektør-team ansat

Mogens Larsen og Heine Olsen får ansvaret for at få det nye Lyseng Idrætscenter til at fungere

Af
Af Hanne Vammen

Det bliver et team på to personer, nemlig Mogens Larsen og Heine Olsen, der fra 15. august bliver halinspektører i Lyseng Idrætscenter, som skal indvies 18. september.

Hans Skou, der er formand for Fonden Lyseng Idrætscenter fortæller, at det er besluttet at betale Mogens Larsens firma, hvori Heine Olsen skal ansættes, for at stå for den daglige drift af det nye idrætscenter.

"På den måde er vi fri for arbejdsgiveransvar, og hvis der eksempelvis pludselig opstår sygdom, så skal fonden ikke pludselig til at gøre rent i centret. Desuden tiltaler team-tanken os", forklarer Hans Skou.

Med i fodboldafdeling

Mogens Larsen, 53 år og fra Højbjerg, har i tre år drevet et vognmandsfirma. Det afvikler han nu og starter i stedet et firma, der skal stå for driften af Lyseng Idrætscenter, fortæller han.

Mogens Larsen har tidligere arbejdet i sikringsbranchen og i den grafiske branche. Og han er kendt i området som medlem af Lyseng IF's fodboldafdeling, hvor han i flere perioder har siddet i bestyrelsen, senest i seks år.

Desuden kan det fortælles, at hans kone, Randi Nielsen, står for den daglige drift af fodboldklubhuset i Lyseng.

"Jeg har været med, siden de første tanker om en hal opstod, og jeg føler, at jeg vil kunne tilføre idrætscentret noget positivt og sørge for, at der bliver passet godt på det", siger han.

Heine Olsen - nyt makkerpar i Lyseng Idrætscenter.

Heine Olsen - nyt makkerpar i Lyseng Idrætscenter.

Træner håndbold

Heine Olsen er 47 år og bor i Højbjerg og er også kendt i foreningskredse.

Han har af to omgange været medlem af bestyrelsen for Lyseng IF's håndboldafdeling. Seneste periode begyndte efter sidste generalforsamling.

Desuden har han i 10 år fungeret som håndboldtræner, hvor han har trænet piger, og han skal nu til at træne herreseniorer.

Heine Olsen har siden 1981 arbejdet som gulvlægger hos forskellige firmaer senest hos Hammelsvang i Hasselager. Det sidste år har han været sygemeldt på grund af slitage, og han glæder sig til at starte i sit nye job.

"Jeg kender mange i området, så det var oplagt at søge", siger han.

Publiceret 05 July 2010 17:00