Ord som en klippe, når verden ramler

Af
Af sognepræst Niels Hviid

Gellerup Kirke.

"Hvad siger folk om mig? Hvem tror de, jeg er?"
Det spørgsmål stillede Jesus til sine venner. Og folk havde mange forskellige svar. Og sådan er det stadig i dag. I vores på én gang multi-religiøse og a-religiøse samfund kan man høre mange svar:
"En af de største profeter." "En guru, som havde nået et uendeligt højt niveau af oplysning." Eller: "Et fantastisk moralsk forbillede." Eller slet og ret: "En historisk person."
"Men hvad med jer? Hvem tror I, jeg er,?" spørger Jesus.
Og det er disciplen Peter, som svarer: "Du er den levende Guds søn."
Og Peter fattede ikke omfanget og rækkevidden af de ord. Og det gør vi vel heller ikke i dag. Det er ord, som er større end katedraler; større end drømme; men flygtigere end vind. Vi kan ikke få hold på dem med vores logik.
Alligevel har de ord i 2000 år været en klippe, når verden ramlede. Både den store verden og den lille.
De ord var en klippe for mennesker i det ultra kommunistiske, undertrykte Albanien, hvor det kunne koste en fængselsdom på en menneskealder at eje en bibel. Alligevel blev de ord hvisket i tusmørket for nedrullede gardiner og var en klippe og en grund til håb. Og de ord blev trodsigt fremsagt i kirkerne i Sydafrika under apartheid, når livet oplevedes allermest uretfærdigt og ondt.
Og de ord kan være en klippe for de pårørende ved et dødsleje, når vi siger farvel til et elsket menneske. Eller de ord kan være en klippe midt i en hektisk hverdag, hvor meningen med livet er et spørgsmål, der fortoner sig i stress-tågerne.
"Du er den levende Guds søn" – det er ord, som er umulige at fatte, men som er mulige at bygge et liv på.

Publiceret 02 July 2010 20:00