Simon Plam Karottki, og den anden vinder af konkurrencen, Helena Ravnholt Jensen, sammen med rådmand Jacob Bundsgaard Johansen.

Simon Plam Karottki, og den anden vinder af konkurrencen, Helena Ravnholt Jensen, sammen med rådmand Jacob Bundsgaard Johansen.

Læs Simon Plam Karottkis stil:

Min fremtidige skoledag

Skoleelev fra Rundhøjskolen i Højbjerg har givet sit bud på fremtidens skole

Af
Af Simon Plam Karottki

6.b

Rundhøjskolen

Jeg cykler til skole ad den cykelsti, der er lavet for at sikre elevernes og for den sags skyld også lærernes rute til skolen.

Det er torsdag, så jeg skal, ligesom når jeg møder om tirsdagen, møde op i drengenes omklædningsrum, hvor der er rent og skinnende.

Jeg klæder om og løber op i gymnastikhallen, hver skole har jo én eller flere små gymnastiksale og en stor gymnastikhal, og ser, at de andre klasser, én fra hver årgang i mellemskolingen, allerede sidder på deres pladser og venter på, at én af de tre lærere tager ordet.

Hallen er delt op, så der er mange sjove ting at lave. Vi bliver delt op i blandede hold og bliver sendt rundt, hvor vi laver forskellige discipliner. Nu skal vi ned og bade, og der dufter godt, da vi træder ind under brusehovedet.

Så, da vi har klædt om, går vi op til vores klasser, hvor læreren sidder og venter på, at alle er i klassen, så vi kan begynde undervisningen. Vi har dansk, og vi starter ud med at læse i en bog, som hele klassen har fået udleveret. Siderne er ikke gamle og slidte men velholdte, så det er let at læse i dem.

Nogle af os sætter os ud i bibliotekshaven, hvor der er fred og ro til at sidde og læse. Det begynder at regne, men der er heldigvis glastag over os, så det gør ikke noget, medmindre man bliver forstyrret af regndråbernes slag mod glasset.

Læreren kalder på os og siger, der er frikvarter. Vi går ned i den ene skolegård, der er to; én til de store elever og én til de små elever. Her er mange spændende ting at lave, de fleste fra vores klasse løber over til volleyball banen og spiller rundbold.

Vi skal ind igen, vi har matematik og vi skal lave noget rigtig sjovt; vi laver matematik, hvor man samtidig får rørt sig en masse, for der ligger en måtte, der ligner en lommeregner. Man skiftes til at hoppe på den og udføre forskellige regnestykker, mens dem, hvis tur enten ikke er kommet endnu eller er overstået, regner i matematik hæftet.

Nogle begynder ligefrem at svede, efter de har haft deres tur, mens andre bare lige skal have pusten. Pludselig skal jeg rigtig meget på toilet, så jeg går op til vores smartboard og skriver, at jeg er gået på toilet.

Mens jeg er på vej derned, tænker jeg, at det er godt, at der er bygget en bærbar computer ned i alle bordene. Engang var der aldrig plads til, at man kunne lave projektopgaver på computerne, for mediet var altid fuldt booket. Men nu er der ikke computere på mediet, der er bare bøger og cd'ere, for der er i stedet en computer til hver elev indbygget i klassens borde og også i lærerens, forskellen er bare, at lærerne kan tage deres med hjem, det kan vi ikke, samt at der er et smartboard i alle klasser.

Pludselig er jeg ved toilettet, der er rent og dufter godt. Jeg går ind på toilettet og ser, at loftet er tømt for spindelvæv, væggene for graffiti og gulvet for jord og sand fra dagen før.

Jeg har ikke lyst til at sidde, hvor alle andre har siddet, så jeg går over til væggen og tager en ekstra tyk serviet formet som et toiletbræt og ligger på toiletbrættet. Jeg kunne også bare stå op hvilket er meget nemmere, men der står på væggen, at jeg skal sidde ned for, at brættet ikke bliver svinet til.

Da jeg har vasket fingre, tørrer jeg mine fingre i nogle servietter, man kan tage ned fra en beholder, der hænger på væggen.

Nu går jeg op til klassen, da jeg kommer derop, siger læreren, at der er spisepause. Jeg går ligesom de andre elever, der skal købe, ned til kantinen. Her står et langt ovalt bord fyld med en masse forskelligt mad. Jeg smider en tier i automaten, og den åbner sig for mig. Nu går jeg ind og tager for mig af de lækre og sunde retter.

Jeg tager noget salat og lidt kylling, hvorefter jeg går op til klassen og spiser min mad. Det er lækkert, og jeg når lige at spise det, før det ringer til frikvarter igen. Denne gang spiller vi ikke rundbold, men går rundt og snakker og prøver lidt forskellige af de aktiviteter, der er. Det er rigtig sjovt, men nu skal vi ind.

Vi har klassens time – det har vi en gang om ugen. Vi snakker om elevernes samvær og om, hvordan det går. Nogle åbner sit hjerte op og fortæller om, hvordan en anden har irriteret ham eller hende. Læreren får løst problemet hurtigt, og alle er glade.

Jeg retter mig op i den dejlige kontorstol og tænker, at det er godt, at læreren kan snakke om tingene, uden nogle bliver sure. Da der stadig er noget af timen tilbage, når alle eleverne har fået klaret deres problemer, begynder læreren at snakke om vores årlige tur.

Hvert år kommer man på en tur, hvor man overnatter en weekend eller måske en hel uge. Det er helt tilfældigt, hvilke steder man skal hen, så man bliver altid overrasket. Da læreren siger, at vi skal til Sverige, jubler klassen, og lidt efter får vi fri.

Det var så min skoledag!

null

Publiceret 01 May 2010 09:00