Århus er en dejlig by, og den er også god til at gøre opmærksom på, at den er dejlig.
Foto: Søren Kjeldgaard.

Århus er en dejlig by, og den er også god til at gøre opmærksom på, at den er dejlig. Foto: Søren Kjeldgaard.

Århus er bedst i hele landet til at markedsføre sig

Århus City Forening er tildelt City Branding Award som en anerkendelse for den flotte markedsførings-indsats, foreningen yder på hele byens vegne.

Af
Af Martin Hansen

City Branding Award er en pris, som hvert år tildeles en by, der har gjort sig særligt bemærket enten via nye aktiviteter omkring byfornyelse eller også, som tilfældet er i år, begrundet med en særlig anerkendelse for den markedsføringsindsats, som Århus Cityforening yder på hele byens vegne.
Prisen uddeles af Retail Institute Scandinavia på baggrund af udviklingen i 33 danske byer.

Shoppingby nummer 1

Tirsdag 20. april vil direktør Claus Bech, Århus City Forening få overrakt årets City Branding Award, som direktør Bruno Christensen uddeler på vegne af Retail Institute Scandinavia.
Bruno Christensen vil da blandt andet fremhæve Århus City Forenings indsats i forbindelse med at få kultur og shopping til at smelte sammen som en del af oplevelsesindustrien.
Han fremhæver også, at "aktiviteterne i Århus City Forening ikke blot er til glæde for byens handlende, men er med til at sætte Århus på landkortet som hele Jyllands shoppingby nr 1."
På den baggrund betegner Bruno Christensen Århus som "byen med Danmarks mest dynamiske og professionelt gennemførte markedsføring."

Publiceret 19 April 2010 06:00