Anette Birk i den nye herreafdeling i Hårkunst i Beder.

Anette Birk i den nye herreafdeling i Hårkunst i Beder.

10 år med hårkunst i Beder

Frisør Anette Birk fejrer jubilæum og har udvidet salonen

Af
Af Hanne Vammen

2. maj har frisør Anette Birk, 38 år, svunget saksen i sin salon Hårkunst i Beder i 10 år.

Hun startede i et værelse i privatboligen på Byagervej men flyttede i januar 2002 til den nuværende adresse på Kirkebakken, og her har hun netop udvidet med 59 kvadratmeter, så hun i dag har i alt 131 kvadratmeter salon øverst oppe under taget.

"Her boede tidligere en tandtekniker, men lejemålet blev ledigt 1. december, og efter jul gik vi i gang med at lægge det til salonen", fortæller Anette.

Ny herreafdeling

Med de ekstra kvadratmeter er der blevet plads til en herreafdeling, der er indrettet i rå stil med sorte klinker på væggene og et par fede flyderstole.

Og så har svigerfar Niels Jørgen Christiansen leveret en bukkeopsats fra en buk, han har skudt i Skotland. Bukkeopsatsen er blevet sprayet sølvfarvet og pynter nu i salonen.

"Alle mænd siger, at nu mangler der kun et fadølsanlæg", ler Anette.

Også børnene har fået deres eget hjørne med mulighed for at se film, mens de bliver klippet.

Anette har endvidere tænkt sig at stille en Playstation op, som børnene kan bruge, hvis de skal vente på mor og far.

Ordner negle

Som noget nyt kan Hårkunst også tilbyde at lave negle.

"Elev Luna Nissen har været på kurser i Backscratchers negle, og jeg har en assistent, som er interesseret i at tage kurser, hvis der bliver mere efterspørgsel, end Luna kan magte", fortæller Anette Birk.

Det er i øvrigt fra januar blevet muligt online at booke sig en tid i salonen via hjemmesiden www.beder-haarkunst.dk. Og det har været en stor succes. Især har de mandlige kunder gjort brug af muligheden, fortæller Anette.

Få taget portræt

Når Anette Birk ikke svinger saksen, tager hun i øvrigt billeder.

Hun begyndte at fotografere for fem år siden og har taget flere fotokurser. Hendes evner førte til enkelte opgaver, som hurtigt blev til flere, og nu har hun besluttet, at portrætfotografiet skal være et supplement til hårkunsten.

"Det er for en gang imellem at lave noget andet. Frisørfaget er hårdt, og jeg kan godt have brug for at holde fri. Her kan jeg lave noget andet men samtidig være i salonen", forklarer hun.

Endelig kan det fortælles, at Anette Birk sammen med sin mand Mikkel Christiansen, som er uddannet smed men arbejder som sælger, har designet og fået produceret et vægbeslag til fladjern. der kan købes i salonen.

I anledning af jubilæet er der mandag 3. maj fra klokken 14 til 19 reception i Hårkunst.

Når Anette Birk ikke svinger saksen, tager hun billeder.

Når Anette Birk ikke svinger saksen, tager hun billeder.

Publiceret 16 April 2010 06:00