Lisbeth Grønning er efterhånden kendt af mange i Tranbjerg, og hun får mange gode snakke, når hun går sine ture for at samle affald.

Lisbeth Grønning er efterhånden kendt af mange i Tranbjerg, og hun får mange gode snakke, når hun går sine ture for at samle affald.

Samler det op, andre smider fra sig

Lisbeth Grønning traver vejene i Tranbjerg tynde på jagt efter affald

Af
Af Hanne Vammen

Hver formiddag trækker 71-årige Lisbeth Grønning gummistøvlerne på og tager nogle bæreposer og en gribetang i hænderne og bevæger sig ud på en gåtur i Tranbjerg, hvor hun bor.

På turen samler hun det affald op, som andre folk har smidt fra sig. Og det er ikke så lidt. Hun finder blandt andet plastikposer, engangslommetørklæder, flasker, øldåser, plastikbægre, keramikkopper og poser med vasketøj.

For ikke så lang tid siden fandt Lisbeth Grønning også en avis, der var fyldt med børnesmykker. Hun satte en seddel op i Tranbjerg Centret, men ingen ejer meldte sig. Og forleden fandt hun en hammer, som bliver brugt til at hakke mursten over med.

"Jeg får fyldt to til fire bæreposer med affald hver dag", fortæller hun, da vi en formiddag bevæger os ned til Trankær Mose, som turen ofte går til.

Startede med hunden

Idéen med at samle affald opstod under gåture med foxterrieren Ping.

Lisbeth Grønning lagde mærke til, hvor meget affald der lå og flød, når hun færdedes i området, og begyndte at samle det op.

For tre år siden døde Ping, men der var det blevet en vane for Lisbeth Grønning at samle affald, og hun har derfor valgt at fortsætte.

"Jeg kan ikke holde op, og jeg går hver dag undtagen søndag. Du kan kalde det en hjælp til selvhjælp, for turene holder mig i gang, og jeg møder mange, som kommer og vil snakke, så det giver også noget social kontakt", fortæller hun.

Og så gavner turene selvfølgelig naturen, som Lisbeth Grønning mener, at der skal passes godt på. Hun er medlem af Danmarks Naturfredningsforening og deltager i den årlige landsindsamling af affald.

Egen skraldespand

Lisbeth Grønning har i øvrigt fået sin egen skraldespand at smide det affald, hun samler ind, i.

Den har hun fået Århus Kommune til at sætte op ved indkørslen til Trankærgårdsvej. Desuden benytter hun sig af skraldespandene, der står omkring Trankær Mose.

Men hun kunne godt tænke sig, at kommunen stillede én op på vigepladsen på Skovgårdsvej.

"Her er mange lastbilchauffører, der holder ind, og de tømmer desværre ofte bilerne for affald med det resultat, at det ligger på skrænten til vigepladsen", siger Lisbeth Grønning.

Vær med til at samle ind

Søndag 18. april kan du være med til at samle affald ind, når Danmarks Naturfredningsforening, Fællesrådene i Århus Syd, Ren By Århus og Grøn Guide arrangerer Hold Rent Dag. I Mårslet starter affaldsindsamlingen på parkeringspladsen midt i byen klokken 10. I Malling går det løs på Stillepladsen på Holmskovvej 10 klokken 9.30. I Beder udgår indsamlingen fra Beder Skoles parkeringsplads klokken 9.30. I Tranbjerg mødes deltagerne i Sognegården klokken 9.30. Alle steder starter deltagerne med kaffe og rundstykker. Også i Solbjerg bliver der arrangeret affaldsindsamling. Men her foregår det lørdag 17. april klokken ni på Fritidscentret

Publiceret 09 April 2010 08:00