Indiescenens måske mest karismatiske stemme, Kyp Malone, gæstede søndag 4. april VoxHall med soloalbummet Rain Machine, der bød på rå og avantgarde soul-rock.

Indiescenens måske mest karismatiske stemme, Kyp Malone, gæstede søndag 4. april VoxHall med soloalbummet Rain Machine, der bød på rå og avantgarde soul-rock.

Do the dirt

Rain Machine tog regnen til Århus og leverede en flot og solid koncert på VoxHall

Af
Af Nille Bregenov-Pedersen

Anmeldelse af Kyp Malone på VoxHall med Rain Machine
søndag 4. april 2010


Ironisk nok står regnen ned i stride strømme på denne påskesøndag aften, hvor små 70 mennesker har samlet sig på Voxhall med en pause fra påskedagenes frokostborde og kedsommelighed.
De fleste kender nok Rain Machines forsanger Kyp Malone fra det velrenommerede og hypede band TV On The Radio, hvor Malone udgør den ene af de to frontmænd.
Med sit selvbetitlede soloalbum fra 2009 var forventningerne derfor høje. Desværre levede albummet ikke helt op til, hvad man turde håbe, og anmeldelserne af albummet var noget blandede.
Dog skal man ikke altid sætte sin lid til anmelderne, da de måske havde håbet på et udspil fra Malone i stil med gængs TV On The Radio.
Det skal derfor ikke præge aftenens forventninger, og undertegnede fralægger sig de næste to timer enhver association og fokuserer kun på Rain Machine.
Og det kan lige så godt blive sagt, som det er; Kyp Malone og hans fem musikere formåede i høj grad at levere en koncert, som gav sangene det spark, som de indimellem mangler på albummet.
Voxhalls påskegæster var glade og tilfredse og glemte igennem de otte sange, at der også var en vej hjem igennem regnen.
Med sit karakteristiske lange skæg, de store briller og spøjse tøj, hilser Malone publikum velkommen, inden han lægger ud med "Desperate Bitch" med en stemme så velsmurt og smuk, at publikum står som paralyseret med gåsehuden kriblende.
Allerede fra start viser Malone, at han mestrer at give sit publikum en koncertoplevelse, som albummet ikke nødvendigvis lægger op til.
Med en smilende opfordring til publikum om at rykke nærmere scenen følger "Driftwood Heart" med sin smukke melodi, som igen bæres igennem af Malones evne til at styre sin stemme på samme bølgende måde som melodien.
"Freeride" følger efter og giver igen plads til resten af musikernes befriende indlevelse i sangene. De får dog en pause, da Malone alene på scenen fremfører en intens og nærmest prædikantagtig udgave af "Smiling Black Faces", som med sin ærlighed og intensitet blæser publikum omkuld.
Herligt befriende kommunikerer Malone løbende med publikum, som er overraskende stille denne aften. Enten er det påskesagligheden, som har lagt en dæmper på publikum, eller det skyldes Malone og bands formidable koncert.
Jeg hælder til det sidstnævnte, og nyder at der ikke er så meget af den småsnakken blandt publikum, som så ofte kan spolere en god koncertoplevelse.
Med imponerende udgaver af "Leave The Lights On" og "Hold You Holy", bygges koncerten op til dens klimaks, og Malone tilføjer smilende"You guys have been really nice to look at. That counts for a lot."
Henvendt til sit band med ordene "do the dirt" sætter han gang i en særegen intro til "Give Blood", som i et støjende og magisk inferno efterfølges af "Winter Song", som sætter punktum for aftenens fremragende koncert.
Et punktum for en koncert, som ikke efterlader behov for yderligere ekstranumre, hvilket der heller ikke blev givet. Kyp Malone og hans dedikerede musikere har denne aften i høj grad vist, at koncerter som disse kan tilføje et album ekstra dimensioner og tilføje magi på en regnfuld søndag aften.

Publiceret 06 April 2010 13:00