Foreningsfitness på vej i Mårslet

Møde om motionscenter baseret på frivillige kræfter i morgen

Af
Af Hanne Vammen

Et foreningsbaseret motionscenter er på vej i Mårslet.
I morgen aften 9. februar klokken 19.30 til 21.30 er der møde for alle interesserede i skolens kantine, hvor initiativet, som TMG og Mårslet MultiHal står bag, vil blive præsenteret.
Steen Bille, der sammen med Sjur Fitje, Kurt Kirkedal og Jan Ingebrigtsen udgør styregruppen, fortæller, at der har været kontakt til DGI/DIF om at starte foreningsfitness i Mårslet.
"Det er tanken, at foreningsfitness skal være en ny motionsafdeling i TMG i lighed med badminton og fodbold og, at afdelingen skal stå for både spinning og et motionscenter, hvor der kan dyrkes almindelig styrke- og kredsløbstræning", fortæller han.
Foreningsfitness skal have til huse i den planlagte Mårslet MultiHal. Men indtil byggeriet kan realiseres, skal der findes midlertidige lokaler, beretter Steen Bille.
Først skal det dog på mødet i morgen konstateres, om der er interesse for et foreningsbaseret motionscenter i Mårslet.
"Er der det, vil vi søge om et rentefrit lån hos DIF/DGI til at starte foreningsfitness for", siger Steen Bille.
Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger/Danmarks Idræts-Forbund har været med til at starte foreningsfitness flere steder i Danmark, og til mødet i morgen vil konsulent Lars Kjær Johansen fortælle om mulighederne.

null

Publiceret 08 February 2010 12:59