Michael Rode:

Michael Rode: "Kunstnere skal ikke tage sig selv så højtideligt."

Ung Århus-kunstner mærker fremgang

Der har været alt for meget hang til piberi blandt kunstnerne under finanskrisen, mener ung Århus-kunstner

Af
Af Martin Hansen

Kunstudstillingen Kunst For Alle, som foregik i Ridehuset i januar, gav et fingerpeg om, at danskerne igen er parat til at betale for kunst. Det mener én af udstillerne, 25-årige Michael Rode fra Århus C.
"Jeg har malet siden jeg var 15 år, og jeg har solgt mine billeder, siden jeg var 17 år. I år havde jeg en salgsmæssig fremgang på over 530 procent i forhold til sidste år. Jeg solgte 16 værker, og jeg ved, at mange af de andre kunstnere også solgte godt. Derfor så tyder meget på, at den værste krise er ved at være ovre," fortæller Michael Rode.
Vi møder Michael Rode i hans hjem, hvor han fortæller om sit liv som kunstner. Han begyndte at male, da han besøgte sin bror i Schweiz for 10 år siden. Han har det seneste år levet af at male, men selv om han har travlt som aldrig før, vil han alligevel gerne koble kunstnerlivet med sin uddannelse:
"Jeg kan mærke, at jeg har et behov for at komme ud og møde nogle mennesker på daglig basis for at blive inspireret. De eneste, jeg møder i mit atelier, er typisk kunder og nullermænd", smiler han.

Der er altid en historie i mine billeder. Figurerne og skrevne statements er for mig de vigtigste elementer - farverne er mere en form, jeg kan fortælle historien i.

Der er altid en historie i mine billeder. Figurerne og skrevne statements er for mig de vigtigste elementer - farverne er mere en form, jeg kan fortælle historien i.

Med hang til piberi

Michael Rode mener, at en del af de unge, århusianske kunstnere mærker fremgang nu, fordi de ikke er så selvhøjtidelige. Nogle er først trådt ind i den professionelle del af kunstnerlivet under krisen, og ved derfor, at en succes kræver hårdt arbejde. Ifølge Michael Rode har finanskrisen faktisk også været positiv.
"Finanskrisen har knækket nakken på mange af de alt for useriøse kunstnere. Sågar de kunstuddannede, med en tendens til at være for selvhøjtidelige, da salget gik godt før krisen. Mange kunstuddannede mener, at man kun kan begå sig i kunst med en uddannelse. Og herfor prissætter de deres værker til 20.000 kroner blot for et lille "frimærke", selv om de aldrig sælger noget som helst, blot for at markere forskellen. Det er usmageligt. Kunst skal i min verden vurderes ud fra det kunstværk, som står foran beskueren," siger Michael Rode, som heller ikke tager sig selv ret højtideligt.
Han elsker design, og har, for at tage pis på sig selv, et eget værk hængende i stuen, hvorpå der står: "I love being rich" og "I love luxury."

Publiceret 06 February 2010 13:00