"Mange husker at slukke for standby-apparaterne, når de tager på ferie, men ikke alle tænker på at gøre det til hverdag. Alarmen husker folk til gengæld hver gang, de går, og derfor tænkte vi, at det ville være oplagt at kombinere de to funktioner", siger LOCKONs direktør, Torben Kring.

Spar energi og hold tyvene ude

Alarmvirksomhed i Viby J er gået i samarbejde med Elsparefonden

Af
Af Hanne Vammen

Et nyt samarbejde mellem Elsparefonden og alarmvirksomheden LOCKON i Viby J skal give danskerne mulighed for at spare energi samtidig med, at de tyverisikrer deres hjem.

Baggrunden for samarbejdet er, at LOCKON, der er delvis ejet af det østjyske energiselskab NRGi, har lanceret en klimavenlig tyverialarm, der kan hjælpe forbrugeren med at "huske" at slukke for den dyre standby-strøm.

Når hjemmet forlades, og alarmen slås til, slukkes den dyre standby-strøm automatisk via en særlig tænd-sluk-enhed. Og når man vender hjem og slår alarmen fra, tændes der igen automatisk for strømmen.
Dermed sparer man strøm til fjernsynet, DVD-afspilleren og alle de andre strømslugende apparater, når man alligevel ikke er hjemme.
Tænd-sluk-enheden kan også bruges til automatisk at slukke al standby-strøm om natten.

Vil øge fokus

"Mange husker at slukke for standby-apparaterne, når de tager på ferie, men ikke alle tænker på at gøre det til hverdag. Alarmen husker folk til gengæld hver gang, de går, og derfor tænkte vi, at det ville være oplagt at kombinere de to funktioner", siger LOCKONs direktør, Torben Kring.

Han mener, det er meget naturligt, at LOCKON er det første alarmselskab på det danske marked, der lancerer en klimavenlig alarm og indgår samarbejde med Elsparefonden.

"Det faktum, at vi delvist er ejet af en energikoncern, gør det meget relevant for os at tænke på energibesparelser og intelligente el-løsninger. Vi vil gerne være med til at øge fokus på klimaet og miljøet, når man køber elektronisk udstyr", siger Torben Kring.

Kan få rådgivning

Med det nye samarbejde får forbrugerne mulighed for via Elsparefondens "Min E-bolig" at få rådgivning om energibesparende alarmløsninger og placering og installation af tyverialarmer.

"De fleste af os ved, hvor svært det er at huske at slukke for strømtyvene, når vi ikke er hjemme eller sover. LOCKONs kombination af alarm og tænd/sluk af elforbrug er et rigtigt godt eksempel på, hvordan man med enkle midler kan gøre sin bolig mere intelligent. Der er meget store energibesparelser at hente, hvis vi udnytter energien mere effektivt, og dette vel og mærke uden tab af komfort", siger sekretariatschef i Elsparefonden, Göran Wilke.

Et standby-forbrug er ifølge Elsparefonden 10 procent af den samlede elregning.

Elsparefonden skifter 1. marts navn til Center for Energibesparelser.

Publiceret 28 January 2010 13:00