Mads Larsen skal vejes i City Vest - alle interesserede kan kigge med

Århus-fødte Mads Larsen bokser lørdag 30. januar mod nordirske Brian Magee i NRGI Arena, men først skal de to kamphaner vejes, og det sker helt utraditionelt i City Vest i Brabrand fredag 29. januar, hvor alle er velkomne til at kigge med

Af
Af Christina S. Johansen

På Stjernetorvet i City Vest sker der fredag 29. januar klokken 16 noget ganske utraditionelt. Midt mellem butikker, rulletrapper og travle handlende er der indvejning og lægetjek af Mads Larsen og Brian Magee før lørdagens EM-brag i NRGI Arena.
”Det her bliver enten fuldstændigt sindssygt med massevis af mennesker, eller også bliver det en kæmpe fuser med 22 fremmødte,” siger Lars Ellebæk fra Århus Sport A/S, som i øjeblikket knokler på højtryk for at få de sidste detaljer på plads.
Indvejningen i City Vest sker, fordi Århus Sport og Intersport (med butik i City Vest) er sponsorer for Mads Larsen og på den måde har fået arrangementet igennem. Desuden ønskede Mads Larsen at give lidt tilbage til alle dem, der har støttet ham i de knap så gode tider.
Fra Lars Ellebæk er der store forhåbninger for fredagens indvejning:
”Jeg tror, det bliver godt, og jeg håber, at en hel masse mennesker møder op og er helt klar på at støtte fuldstændigt op om Mads Larsen.”

Publiceret 28 January 2010 07:59