Planen for fremtidens Gellerup og Toveshøj ligger klar

En enig politisk styregruppe har efter et møde mandag 25. januar sendt planen for fremtidens Gellerup og Toveshøj videre til behandling i Århus Byråd

Af
Af Christina S. Johansen

Den politiske styregruppe for Helhedsplan Gellerup sendte i dag dispositionsplanen for Gellerup og Toveshøj til videre behandling i Århus Byråd. Dispositionsplanen er en beskrivelse af, hvordan Gellerup skal ændres fra et udsat boligområde til en attraktiv bydel. Materialet viser tre konkrete forslag til omdannelse af området. Når materialet har været i høring midt i marts, og forslagene er behandlet, kan fremtidens Gellerup begynde at tage form.
"Som formand for den politiske styregruppe er jeg meget glad for, at vi er nået så langt, at vi nu kan sende den konkrete plan i høring", siger Nicolai Wammen og forsætter:
"Jeg glæder mig til høringsfasen og til at få århusianernes kommentarer til det materiale, vi har udarbejdet, og som vi er meget tilfredse med. Det er vigtigt, at Gellerup bliver en del af Århus, og Århus bliver en del af Gellerup, og derfor er der lagt op til markante fysiske ændringer af området."

Publiceret 25 January 2010 13:15