141 stjålne pc'ere fundet i skur i Lystrup

Anonymt tip har ført politiet til et stort parti stjålne computere, der stammer fra et biltyveri i Kolding

Af
Af Hanne Vammen

Et anonymt tip fra en borger har i dag ført Østjyllands Politi til et skur i Lystrup, hvor der befandt sig et helt parti stjålne bærbare pc'ere.

Ved en ransagning fandt politiet 141 "nye", bærbare pc'ere i originale kasser. Det viste sig, at pc'erne stammer fra et tyveri af en sættevogn i Kolding 26. december 2009. Her blev der stjålet i alt 449 bærbare pc'ere til en samlet værdi af 2,6 millioner kroner.

Politiet eftersøger nu den person, der har rådighed over skuret, hvor effekterne blev fundet.


Publiceret 22 January 2010 13:03