23-årige Lotte Cederskjold fra Socialdemokratiet er blevet valgt ind i Århus Byråd, hvor hun vil kæmpe for hjemløse, misbrugere og andre socialt udsatte borgere.

23-årige Lotte Cederskjold fra Socialdemokratiet er blevet valgt ind i Århus Byråd, hvor hun vil kæmpe for hjemløse, misbrugere og andre socialt udsatte borgere.

Nyvalgt 23-årig vil kæmpe de svages sag i Århus Byråd

Lotte Cederskjold fra Socialdemokratiet vil sætte de socialt udsatte på dagsordenen i Århus Byråd

Af
Af Jeppe Rafn

689 århusianere stemte personligt på Lotte Cederskjold til kommunalvalget i Århus, og det var rigeligt til at blive valgt ind i byrådet, hvor hun bliver yngste medlem.
"Jeg er meget stolt og beæret over, at så mange århusianere har stemt på mig. Det havde jeg ikke regnet, når jeg kun er 23 år," siger det nye byråds Benjamin, der var opstillet som nr. 10 på Socialdemokratiets liste.
Lotte Cederskjold læser jura på Aarhus Universitet, og hun arbejder for den Sociale Retshjælp i Århus, der rådgiver og yder aktiv sagsbehandling til tidligere og nuværende kriminelle, hjemløse, misbrugere, sindslidende og andre udsatte borgere.
"Hvis du vil gøre noget for de socialt udsatte, skal du ind, hvor tingene bliver bestemt, og det er i byrådet. Jeg vil kæmpe for de socialt udsatte. Der er mange steder, hvor vi kan gøre det langt bedre."

Svært at komme igennem

Lotte Cederskjold har sammen med sine støtter i DSU (Danmarks Socialdemokratiske Ungdom) under valgkampen lavet forskellige happenings for at sætte fokus på de socialt udsatte, men det har været svært at komme igennem med sit budskab omkring hjemløse og misbruge.
"Det har været svært at få pressen i tale og få folk til at lytte. De ville hellere tale folkeskoler og børnehaver," siger Lotte Cederskjold.
Alligevel lykkedes det altså for den unge socialdemokrat at få næsten 700 personlige stemmer og blive valgt ind i Århus Byråd, men det er næppe alene budskabet om bedre forhold for socialt udsatte, der har udløst billetten til byrådet.
"Under valgkampen har jeg også kørt meget på, at Århus skal være en bedre studieby med flere studiejobs og ungdomsboliger. Vi har kørt en massiv kampagne på uddannelsesinstitutionerne, og jeg tror, der er mange yngre, der har stemt på mig - men også svagere borgere, der kan se, jeg vil kæmpe deres sag."

Publiceret 19 November 2009 12:00