Xenia Kruse Kessler (th) fra Skødstrup er sammen med sin søster Julie taget til den caribiske paradisø Bonaire for at træne freestyle windsurfing i vintermånederne.

Xenia Kruse Kessler (th) fra Skødstrup er sammen med sin søster Julie taget til den caribiske paradisø Bonaire for at træne freestyle windsurfing i vintermånederne.

Fra vintertrist Århusbugt til caribisk surferparadis

19-årige Xenia Kruse Kessler fra Skødstrup, der i efteråret blev Danmarksmester i freestyle windsurfing, er sammen med sin 21-årige søster og surfbuddy, Julie Kruse Kessler, taget til Caribien for at træne vinteren over. Læs her Xenias beretning til Lokalavisen om opholdet på den caribiske surfer-ø Bonaire

Af
Af Xenia Kruse Kessler

Den sidste halvanden måned har jeg opholdt mig på Bonaire, som er en af de Hollandske Antiller i Caribien. Øen er en del af ABC-øerne (Aruba, Bonaire og Curacao), hvor man finder stabile vinde i perioden fra december til juni måned og perfekte træningsforhold for freestyle windsurf, som er min favorit disciplin inden for windsurf.
I freestyle windsurfing gælder det om at udføre tricks med windsurferen på vandet, for det meste foregår manøvrerne i luften eller glidende på vandoverfladen. Her på Bonaire træner nogle af verdens bedste windsurfere i netop denne periode, og det giver en enorm inspiration til at udvikle sig.

Xenia Kruse Kessler bruger vintermånederne til at træne freestyle windsurf i Caribien.

Xenia Kruse Kessler bruger vintermånederne til at træne freestyle windsurf i Caribien.

Et kendt surfspot

For windsurferne her på øen er der et primært samlingspunkt for sporten, og det er Sorobon ved Lac Bay. Det er anderledes end i Danmark, hvor vi har utroligt mange gode windsurfsteder langs hele vores kystlinje. I Danmark har vi også nogle rigtig gode og stærke windsurfklubber, der binder surfere sammen og giver en masse muligheder for både begyndere og øvede.
Her på Bonaire er der ikke mange forskellige steder at vælge imellem, men man ved altid, hvor man kan finde de andre windsurfere.
Vi bor 15 km. fra træningsstedet Sorobon, og vi har valgt at cykle frem og tilbage hver dag, så vi får tilbagelagt nogle kilometre. Det er hårdt, når det blæser kraftigt, men engang imellem falder der heldigvis et lift af fra nogle af de lokale surfere.
Øen er utrolig smuk, og hele cykelstien til surfstedet er omgivet af smuk natur: flamingoer i de lave søer, papegøjer der skræpper fra morgenstunden af og store firben under de mange kaktusser.
Normalt bruger vi hele dagen ved surfstedet Sorobon, så vi er sikre på, vi kan komme på vandet hver gang det blæser. For at vi kan windsurfe med freestyle udstyret skal der være cirka 7 m/s, og meget gerne mere. Nogle dage er der konstant vind, hele dagen og solskin, andre dage skal man fange vinden i en regnbyge, og så er der ikke mere vind for den dag. Generelt er vindsikkerheden rimelig god her, og vi kommer en masse på vandet og får god træning.

19-årige Xenia Kruse Kessler blev i efteråret Danmarksmester i Freestyle Windsurfiing.

19-årige Xenia Kruse Kessler blev i efteråret Danmarksmester i Freestyle Windsurfiing.

Særlig surfer-kultur

Jeg arbejder hver dag på at lære nye manøvrer eller på at forbedre dem, jeg i forvejen kan. Det er svært og kan godt tage lang tid at lære en ny freestyle manøvre, fordi kroppen skal indlære et helt nyt muskelmønster og bevægelserne foregår bestemt ikke i slow-motion. Som windsurfer har man ikke nødvendigvis en decideret træner, men generelt er kulturen sådan, at man hjælper og retter hinanden på vandet, hvis man kan se, en anden surfer gentager en fejl. Her i Caribien er windsurfkulturen ikke anderledes end hjemme i den lokale windsurfklub, der er en venlig og hjælpsom atmosfære på vandet og også herovre er windsurferne rigtig gode til at hjælpe og give råd på vandet.
Jeg håber, at kunne udvikle mig nok til at kunne deltage i udenlandske konkurrencer på et tidspunkt. Derfor er det utroligt inspirerende at sejle med verdensklasse windsurfere herovre, og det er perfekt at kunne træne et vindsikkert sted som Bonaire i vinterhalvåret så udviklingen ikke går i stå.
Jeg har halvanden måned tilbage herovre, før jeg igen skal hjem i våddragten og ud og sejle på Århusbugten med alle de andre østjyske windsurfere.

Publiceret 04 February 2009 20:00